Vega forsvarer Kneecap-booking: »Det bliver først problematisk, hvis kulturlivet lader sig forskrække«

Vega forsvarer Kneecap-booking: »Det bliver først problematisk, hvis kulturlivet lader sig forskrække«
Kneecap på NorthSide. (Foto: Mathias Engmark)

I juni blev Mo Chara fra den nordirske rapgruppe Kneecap løsladt mod kaution efter at have været for retten efter sigtelser for terrorsympati. Anklagerne gik på, at han skulle have udvist støtte til den libanesiske gruppe Hizbollah, der i USA, EU og Storbritannien anses for at være en terrororganisation, ved at holde et Hizbollah-flag frem til en koncert.

En måned senere udmeldte det britiske politi, at de stoppede al efterforskningen af sagen.

Kneecap er sidenhen blevet booket til to udsolgte koncerter på spillestedet Vega i København, og det har skabt en del modstand. Blandt andet har Københavns børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager fra Det Konservative Folkeparti sagt til Berlingske, at såfremt det stod i hans magt, ville han »gøre alt«, han kunne, for at få Vega-koncerterne aflyst.

»Jeg er dybt, dybt rystet«, siger Næsager til Berlingske. »Det er meget problematisk, at vi har nogen, der forherliger en terrororganisation som Hizbollah, som er optaget på både EU’s og Storbritanniens terrorliste. Og så bliver de forherliget i København … det går ikke«.

Vegas kommunikationschef Søren Gaden forsvarer dog bookingen – også i et interview med Berlingske. »Hvis vi skulle aflyse en koncert på grund af det, ville vi jo være i gang med at censurere musikken. Og det vil være den egentlige forbrydelse«, siger han og fortsætter:

»Det bliver først problematisk, hvis kulturlivet lader sig forskrække – og begynder at censurere, fordi det virker kontroversielt«.

Kneecap spillede tidligere i år på NorthSide. Soundvenues anmelder gav fem stjerner og skrev, at »deres hyperenergiske og smadderpunkede rap var lige den frisættende oplevelse, NorthSide havde brug for«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af