Kontroversielle Kneecap skabte en euforisk forløsning på NorthSide
KONCERT. Det palæstinensiske flag vajede side om side med det irske, mens utallige partisanertørklæder og enkelte elefanthuer prydede det velforberedte publikum, der taktfast råbte »free, free Palestine, free, free Palestine«.
Luften sitrede intenst af forventningsfuldhed forrest i teltet, hvor den irske raptrio om ikke længe ville indtage scenen. Så skete der noget.
»Israel begår folkemord mod det palæstinensiske folk. Vestlige regeringer gør det muligt. Mere end 60.000 mennesker er blevet dræbt. Fri Palæstina«, stod der pludselig med tydelige blokbogstaver på bagscenens videoskærm, mens sangen ’3CAG’ med sin vildledende, smukke og nærmest pastoralidylliske irske folkemusik annoncerede trioens ankomst.
Vildledende, fordi sangen på ingen måde varslede om det enestående kaos, der snart ville udfolde sig. Og fordi ’3CAG’ er et irsk slang for MDMA.
Der var ikke mange, der spærrede øjnene op, da NorthSide i oktober annoncerede Kneecap til årets festival, men som vi kender det fra talemåden om den blinde høne og kornet, skulle det vise sig, at festivalen helt tilfældigt havde begået en genistreg. Sjældent har timingen for en booking været så god.
Det stod klart, da trioens støtte til Palæstina under deres koncert på årets udgave af festivalen Coachella fik konservative amerikanske stemmer til at plædere for fratagelsen af deres visum.
Og da de efterfølgende beskyldninger om antisemitisme og terrorsympatier resulterede i aflyste koncerter i Tyskland og England, og det ene medlem, Mo Chara, senere blev anklaget efter en terrorparagraf – angiveligt for at have udtrykt sympati med Hamas og Hizbollah.
I takt med at den helt uproportionelle politiske kampagne mod trioen har udfoldet sig, er deres stjerne kun vokset. De er blevet en stemme for en hel generation, der har hungret efter nogen, der tør at råbe op om de grufulde uretfærdigheder, vi alle sammen ser udspille sig hver dag.
På NorthSide fremstod Kneecap hverken aggressive eller voldsforherligende, men snarere som velreflekterede unge mænd, der på grund af deres irske ophav ved, hvordan undertrykkelse ser ud, og som derfor bliver nødt til at råbe op, når de ser det.
Men nok så vigtigt forstår Kneecap at holde en fest. Deres potente blanding af old school hiphop, hårdtslående trap, smadret punk og hyperenergisk klubmusik skabte på NorthSide euforisk forløsning, der føltes som et helt års ophobet angst og frustration, der endelig blev sluppet løs.
Som da de under debutsinglen ’C.E.A.R.T.A’ – en helt klassisk, 90’er-inspireret hiphop-skæring med et uimodståeligt råbeomkvæd, der nærmest leder tankerne mod Public Enemys ’Fight the Power’ – på mirakuløs vis lykkedes med at få vagterne til at vende ryggen til, mens noget nær halvdelen af publikum hoppede op den anden halvdels skuldre.
Eller da de fik startet en af de største moshpits, jeg nogensinde har set.
De dansable, næsten house-agtige rytmer på sangen ‘Fine Art’ var umulige ikke at kaste sig rundt til, og en helt ny sang, hvis titel jeg desværre ikke fik fat i, lød industriel og voldsom som tidlig Death Grips og tydede på, at trioen rent musikalsk er i rivende udvikling. Det bliver spændende at følge.
For det er muligt, at koncerten rent musikalsk til tider tangerede det ensformige. Det gjorde ikke noget. Den handlede om noget andet.
Kort sagt:
Med hele verdens øjne rettet mod sig kunne Kneecap ikke være blevet booket på et bedre tidspunkt. Deres hyperenergiske og smadderpunkede rap var lige den frisættende oplevelse, NorthSide havde brug for.