Når du har hørt ’Finean’, er du ikke i tvivl: Kneecap fucking hader undertrykkelse, Storbritannien og Keir Starmer
ALBUM. »Every word of Irish spoken is a bullet fired for Irish freedom«, lyder det som et omkvæd i Kneecaps selvbiografiske film fra 2024.
Sammen med det kritikerroste album ’Fine Art’ fra samme år katapulterede den trioen bestående af Mo Chara, Móglaí Bap og DJ Próvaí fra undergrunden i det nordlige Irland og helt ind i rampelyset, hvor hver eneste sætning, hvert eneste statement, gennemanalyseres og – i deres tilfælde – problematiseres.
Alene fordi Kneecap primært rapper på irsk, er hver en koncert, de afholder, og hver en sang, de udgiver, et politisk statement. Et opråb fra en ungdomsgeneration af irske katolikker, der stadig lever med følgerne af den nordirske konflikt, århundreders engelsk undertrykkelse og den skrøbelige fred, Langfredagsaftalen sikrede i 1998.
Kneecap er et anarkistisk, ustyrligt opgør med undertrykkelse. Både den, de selv oplever, og den, de ser ude i verden, ikke mindst hos det palæstinensiske folk. Den kamp bringer de med deres nye plade, ’Finean’, ud af analogierne og Belfasts beskidte gader for at tage opgøret lige på.
Som de gør på ’Carnival’, hvor de over et Detroit-tungt og mørkt beat adresserer retssagen mod Mo Chara, der blev forsøgt dømt for at råbe »up Hamas, up Hizbollah« iklædt et Hizbollah-flag til en koncert. En distraktion, råber de, mens frustrationerne får frit løb over, at de er blevet historien og ikke lidelserne i Palæstina:
»Seachas mise, distraction is the mission / International law is gone out the window, fucking listen, all this killing your complicit / History will remember you pieces of shit and you’ll never be forgiven«.
Det er én til én, frihedskamp og opråb mod engelsk besættelse, kolonialisme, og beskeden er tydelig: »Nah, fuck Keir Starmer, Netanyahu’s bitch and genocide armer / Better off as compost for farmers«, som de synger på Starmer-svineren ’Liars Tale’, der blander 80’er-rockriffs med rave-punk-kaos i et af de mest effektive numre på ’Fenian’.
Nyd lige den her sviner: »Your face tells a story, like there’s washing to be folded«.
Det er befriende unuanceret, intentionelt provokerende og kunst, der sætter problemer under debat, som Georg Brandes i sin tid agiterede for er dens opgave. Og så er det din, min og vores opgave at forholde os til det, diskutere nuancerne og – måske – gøre deres oprør til vores.
Netop fordi det er så ligefremt, så alvorligt, og fordi de har så meget på hjerte, er det flabede og punkede overskud, der kendetegnede forgængeren, nærmest ikke-eksisterende.
Vi ser det i momenter, som på det fællessang-indbydende titelnummer, men når de for 117. gang råber afarter af ’fuck Starmer’ og ’fuck Storbritannien’ over et tungt og mørkt beat, begynder forargelsen, og desværre også engagementet, alligevel at fordufte.
Et af de stærkeste øjeblikke får vi da også med afslutningsnummeret ’Irish Goodbye’, hvor de i selskab med den irske aktivist og musiker Kae Tempest lader politik være politik og i et følsomt øjeblik smider de benhårde parader for at sige farvel og tak til dem, der har forladt os:
»She called me her ‘chuisle mo chroí’ / She was the making of me / How come it’s always the best of us / That can’t bear to be«.
Hvem snitter løg, mens jeg prøver at være lidt aktivistisk?
Kort sagt:
Kneecap fortsætter deres kamp mod undertrykkelse med ’Fenian’, hvor alt er mørkere, mere alvorligt og mere direkte in-your-face-Keir-Starmer. Det er befriende unuanceret og provokerende, men også forudsigeligt i en grad, hvor forargelsen og engagementet til sidst risikerer at fordufte.