Folkeklubbens sangskrivning når nye højder på det eksistentielle ‘Sort tulipan’

Folkeklubbens sangskrivning når nye højder på det eksistentielle ‘Sort tulipan’
Folkeklubben.
Folkeklubbens sangskrivning når nye højder på det eksistentielle ‘Sort tulipan’ - Sort tulipan
5 6
Folkeklubben
'Sort tulipan'

Album, A:larm

Lige fra debut-ep’en ‘Popsang’ har Folkeklubben vakt sammenligninger med Kim Larsen. Det er ikke svært at forstå, for forsanger Kjartan Arngrim og gruppens selvsagt folkelige lyrik synes som skrevet lige ud af den nyligt afdøde rockpoets bog.

Noget, jeg dog sjældent har set folk benævne, er hvordan Folkeklubben ligesom Larsen har formået at samle en varieret demografi. De har ikke indtaget hele Danmarks hjerter (endnu), men når jeg har været til Folkeklubben-koncert, har publikum været befolket af både teenagere og pensionister, hipsters og metalhoveder.

Denne præstation tilfalder nok især den stærke, øjeblikkeligt vedkommende sangskrivning. De har alle dage haft et godt tag om både melodi og lyrik, og begge disse aspekter står stærkere end nogensinde før på dette deres fjerde album.

Der er samtidig, som den poetiske albumtitel så fint antyder, en nyfunden alvor på dette album. Det står klart lige fra den diskrete start på det dunkle åbningsnummer ‘Cohiba Zanzibar’, hvor Kjartan Arngrim synger med stor indlevelse om en svunden lykke.

Blot fordi albummet er alvorligt og har sine tungsindige øjeblikke, betyder det dog ikke, at der ikke er noget at smile over. De catchy omkvæd på ‘Men ikke endnu en vinter’ og ‘Falden Gud’ inviterer klart til fællessang, og når der fløjtes på hooket til ‘Alle vil de vide hvorhen’, er det da også fuldkommen uimodståeligt. Kjartan Arngrims lyrik er stadig fyldt med underfundige vendinger, og han leverer dem på vidunderligt karismatisk vis.

Den soniske palette er også blevet udvidet. Det ville efterhånden være reduktivt blot at kalde Folkeklubben for folkpop, for selv om folkindflydelsen stadig strømmer gennem størstedelen af tracklisten, er sange som ‘Alle vil de vide hvorhen’ og ‘Falden Gud’ blot bundsolid poprock, mens der er noget Tom Petty-klingende heartland rock over ‘Den sidste superstar’. Og så får vi endda nogle tydelige elementer af dreampop på ‘Missionshotellet’ og ‘Late Night Summer Jesus’.

Sponsoreret indhold
Verdens mindste 14-tommers laptop
ASUS har med ZenBook 14 skabt et lille, bærbart mesterstykke med enorme kræfter pakket ind i tidløst design. Læs mere her.
ASUS

De indadskuende tekster på ‘Sort tulipan’ er mere reflekterende end tidligere, og Arngrim, der ikke overraskende har læst filosofi, behandler her emner som identitet, eksistens og selvforståelse. Et af højdepunkterne i denne sammenhæng er titelnummeret, der starter med de morbide linjer »Intet varer evigt, gør det vel? Problemet er at slå sig selv ihjel«, alt imens strygerensemblet og Arngrims levering får det til at lyde overbevisende romantisk at »dø som en sort tulipan / og springe ud fra den smukkeste altan«.

Der er ikke særlig meget at klage over på ‘Sort tulipan’ – der er nogle af backingvokalerne, der ikke sidder helt i skabet, og momentvis bliver den ellers oplagt krystalklare produktion en kende for fin. Men det er virkelig nogle bagateller, for overordnet er ‘Sort tulipan’ et både ambitiøst og vellykket værk, hvor Folkeklubben som aldrig før har indfriet deres potentiale.


Kort sagt:
‘Sort tulipan’ byder på pragtfulde melodier, medrivende dansksprogede tekster og et farverigt udbud af forskellige klangbilleder – alt imens Kjartan Arngrims eksistentielle tematikker danner en nydelig rød tråd gennem 11 stærke skæringer af både folkpop, poprock og heartland rock.