Mark Kozelek stirrede ned i et nodestativ under det meste af sin Bremen-koncert
Jeg var ret nervøs, da jeg satte mig ind i Bremen Teater for at se en af vor tids mest prominente singer/songwriters: Mark Kozelek – lige dele anerkendt som slowcore-pioner som medlem af Red House Painters og som selvpinende, prosaisk orienteret folklyriker i såvel sin solokarriere som gruppen Sun Kil Moon.
Jeg var nervøs, for jeg havde hørt, at det var lidt som at slå plat og krone, når man tog til Mark Kozelek-koncert – halvdelen af tiden risikerer man eftersigende at få en halvsur herre, der ikke rigtig gider give koncert, og halvdelen af tiden ville man få en musiker, der udtrykker stor kærlighed til sit publikum og næsten ikke er til at hive af scenen.
Det var min første Mark Kozelek-koncert, så jeg er taknemmelig for, at jeg heldigvis fik sidstnævnte udgave af den opfindsomme og maleriske tekstforfatter. Til trods for, at han klart nød at optræde, brugte han godt halvdelen af koncerten på at kigge ned i et nodestativ, hvorpå hans tekster stod. Han havde øjensynligt ikke lært sine egne sange udenad.
Det var ikke fordi scenen heller spraglede af liv foruden Kozelek, der vraltede frem og tilbage, når han endelig flyttede sig fra sit nodestativ. Med sig havde han en guitarist og en pianist. Begge spillede ganske godt, men det var ikke fordi, de just var ekspressive i deres optræden.
Lyden var pragtfuld – alt andet havde da også været katastrofalt. Når Kozeleks vokal jo allerede er kendetegnet ved sin mumlende levering, ville stort set hele koncerten gå tabt, hvis vi havde at gøre med et lydbillede, hvor man ikke ubesværet kunne optage hans fremragende lyrik. Ja, lyden var endda bedre end på mange af hans studiealbum.
Kozeleks glæde for at give koncert endte med at blive lidt af et tveægget sværd. Det var let at mærke, at selv den mest spydige kommentar var ment med et glimt i øjet, men han brugte ofte evigheder på at snakke mellem numrene. Ofte var det underholdende, men lige så ofte endte det med at gøre koncerten til en langtrukken affære. Numrene var oven i dette lange i sig selv (ofte forlænget i forhold til studieudgaverne), så det endte med, at vi kun fik ti sange på de knap tre timer, koncerten varede.
Han holdt sig fortrinsvist til at spille sange fra de seneste par års udgivelser, og hertil sange fra de to udgivelser, han har på vej. Smagsprøverne var meget lovende, og de bød på en fortrinlig, humoristisk side af Kozeleks lyrik. Især sangen med den mundrette titel ‘1983 MTV Era Music is the Soundtrack of Outcasts Being Bullied by Jocks’ var stærk – her gav Kozelek os en rørende, tragikomisk historie, der forklarer, hvorfor han så famøst har noget imod The War on Drugs.
Med et noget nært ikke eksisterende sceneshow og en setliste, der ikke gik efter at spille klassikerne, var det Kozeleks personlige tekstunivers, der stod i centrum. Her var han heldigvis i sit es, både hvad angik levering og sangvalg.
Kort sagt:
Mark Kozelek virkede glad under sin knap tre timer lange koncert i Bremen Teater. Desværre gloede han ned i et nodestativ i løbet af store dele af koncerten, hvilket gjorde det en noget kedelig oplevelse at se på. Lyden var dog god, og Kozeleks særegne tekstunivers fik dermed flot mulighed for at folde sig ud over salen.