The Prodigys nye album er musikkens svar på en ‘Transformers’-film
Krasj. Bum-bum-bum. Frrræææs. Ui-uuuiii-uuuiii. Klir. Bzzzt. Både den ældre dame i bussædet foran mig til venstre og teenagepigen, der er hendes sidemakker, glor vantro på mig, mens The Prodigys nye album gjalder ud af mine hovedtelefoner og ind i kraniet på mig, men sikkert også en smule ud til omverdenen – i hvert fald med den øredøvende volumen, jeg forsøger at indtage larmen i.
Muligvis er The Prodigy dermed det eneste band i verden, der nogensinde har fået mig til at føle mig både som en snothvalp og en gammel røv på én gang. Men ‘No Tourists’ er også både noget puerilt lort og samtidigt lidt noget gammelt bras.
The Prodigy lyder nemlig på deres syvende album fuldstændigt som sig selv – i hvert fald ved første ørekast. Her er masser af aggressive breakbeats, fræsende synths, sirener, samples af brag og ruder, der går itu, kortfattede, bjæffende festparoler og buldrende bas. Virkemidlerne er velkendte, og med dem har The Prodigy gennem mere end et kvart århundrede sat et stort, fedt fingeraftryk på ravescenen og på de opkomlinge, der har måttet træde i deres militærstøvlefodspor såsom Chase & Status, Pendulum, Nero og Skrillex.
Men på en måde lyder ‘No Tourists’ også bare som om man har fodret en computer med de foregående seks skiver fra Liam Howlett og co. og bedt den om at ekstrapolere sig frem til et nyt album – forstået på den måde, at 2018-udgaven af The Prodigy under al rabalderet måske ikke har så meget at byde på længere.
Her er en desperat armod på fængende grooves, riffs eller måske bare en god baslinje at gribe fat i, og med ‘Boom Boom Tap’s åndsbollede lyrik når briterne også nye lavpunkter på den front: »Boom boom tap / boo-boom tap / boom boom tap / boo-boom tap / tick tick bang / ti-tick bang / tick tick bang / fuck you!«. Det er som at se den seneste af Michael Bays ’Transformers’-film, bare med ørerne: Det hele springer i luften og vælter rundt på lærredet, men der er ikke rigtigt det fede plot til at drive stumperne ordentligt fremad og holde interessen fangen længere.
Man finder dermed heller ikke helt en ny ‘Voodoo People’, ‘Firestarter’ eller ‘Baby’s Got a Temper’ på albummet, selv om man fornemmer, at Howletts mission absolut har været at ramme sin vanlige nerve for febrilt indpiskende rave.
Indimellem er han dog tæt på: Den ene af albummets to samarbejder – ‘Fight Fire with Fire’ med de amerikanske punkrappere Ho99o9 på vokaler – er et ret godt bud på en banger til engang efter apokalypsen, når dansegulvet er blevet til en gold ørken befolket af grønne mutanter. Faktisk er det så vellykket, at Howlett burde have selvskrevne dibs på at producere Ho99o9’s næste album. Og ‘Champions of London’ skal nok tilsvarende vække begejstring i bøllerave-børnehaven med sine pinball-frenetiske drum’n’bass-beats og smølfevokaler, der spoler erindringen tilbage til The Prodigys barnesko med albumdebuten ‘Experience’.
Men netop i dét helikopterperspektiv – hvor man også tager The Prodigys tidligere så legendariske og måske ligefrem genredefinerende diskografi in mente – ender ‘No Tourists’ som helhed med at fremstå både blodfattigt og ikke mindst dybt undervældende.
Det er med sine under 38 minutter gruppens korteste album, og sammen med en kun halvt så lang bagetid som forløberen ‘The Day Is My Enemy’, som i 2015 dukkede op efter seks år, er det også nærliggende at tro, at The Prodigy har været fristet til at hive en hurtig pokerhånd op af lommen for at holde turnémaskinen i sving – vel vidende, at kortenes værdi måske kalder på, at man finder sit bedste blufferfjæs frem.
Kort sagt:
The Prodigys syvende studiealbum er både deres foreløbig korteste og deres mest undervældende. Virkemidlerne er de samme, som det britiske rave-outfit har erobret verden med i mere end et kvart århundrede, men der mangler nerve, groove, riffs og ordentlige baslinjer at gribe fat i.