Julia Jacklins originalitet og personlighed skinner hovedsageligt igennem i teksterne
Julia Jacklin opererer i en blanding af alternativ rock og indiefolk, men på den australske singer/songwriters andet album er det desværre så som så med originaliteten i selve musikken. Derfor er det til gengæld glædeligt, at hun særligt i teksterne har noget personligt på hjerte.
Her træder Jacklin nemlig i karakter som en kunstner med noget originalt og underfundigt på hjerte. ‘Body’ handler om, hvordan det at blive busted i at ryge ombord på et fly bliver katalysatoren for et breakup og efterfølgende overvejelser om hævnporno. Og i ‘Turn Me Down’ er en dårlig oplevelse i trafikken rammefortælling for et ligeledes ikke velfungerende forhold.
Jacklin er eminent til at formulere sådanne aktuelle og samtidig personlige fortællinger. Hvor ovennævnte ‘Body’ berører hævnporno, er den medrivende og velkomponerede ‘Head Alone’ en gevaldig opsang til ‘uden samtykke’-problematikken: »I don’t wanna be touched all the time / I raise my body up to be mine / I say it until he understands: You can love somebody without using your hands«.
Det er i disse energiske stunder, at Jacklin blomstrer musikalsk, hvor også de veloplagte og Patti Smith-klingende ‘Pressure to Party’ og ‘You Were Right’ bør fremhæves.
Jacklin forstår for så vidt at dosere ligeligt mellem det energiske og det afdæmpede. Udfordringen for musikeren fra Sydney er derimod at gøre de indadvendte og tyste stunder nærværende og vedkommende i samme grad som de musikalsk mere kraftfulde numre.
De stille sange bliver i overvejende grad for uinteressante. ‘Convention’ er så porøs, at den næsten går i opløsning som en brusetablet i et glas vand, og den forglemmelige ‘Good Guy’ er så dvask, at man falder i staver og zoner ud.
Hvilket er en skam, for Jacklin lykkes med det nedbarberede og indtagende i den klavertyste ‘When the Family Flies In’ og også i ‘Don’t Know How to Keep Loving You’; albummets højdepunkt, hvor sårbarheden, melankolien og fremdriften samler sig fuldendt.
Selv om Julia Jacklin på ingen måde opfinder den dybe tallerken rent musikalsk, bliver man alligevel grebet, fordi hendes spidsfindige og velformulerede tekster besidder den originalitet og personlighed, man godt kunne have ønsket sig mere af i musikken.
Kort sagt:
Julia Jacklins spidsfindige og velskrevne tekster udmærker sig ved en originalitet og personlighed, som musikken ikke helt kan mønstre.