En af 90’er-indierockens guitarsvingende helte prøver kræfter med elektronisk soloalbum, der har været 12 år undervejs

En af 90’er-indierockens guitarsvingende helte prøver kræfter med elektronisk soloalbum, der har været 12 år undervejs
Stephen Malkmus.
En af 90’er-indierockens guitarsvingende helte prøver kræfter med elektronisk soloalbum, der har været 12 år undervejs - Groove Denied
4 6
Stephen Malkmus
'Groove Denied'

Album, Matador/Playground

Sommetider er for megen hype et forventningsåg, der bliver trukket ned over bands, der med fordums bedrifter i baghovedet altid forventes at levere varen. Andre gange er hype helt omvendt. Case in point: Stephen Malkmus’ første soloalbum uden backingbandet The Jicks i ryggen, som nærmest ikke er blevet andet end talt ned i en sump, siden det blev annonceret.

Efter sigende har han arbejdet på det 100 procent hjemmegjorte ‘Groove Denied’ on and off gennem 12 år, albummet skulle være primært elektronisk, og mest ildevarslende af alt, så valgte pladeselskabet Matador Records, der udgiver Malkmus i USA, ganske køligt at skrinlægge det, da han præsenterede det for chefen tilbage i 2017. Det er derfor svært ikke at have en vis skepsis i baghovedet, når man tager hul på ‘Groove Denied’ – et elektronisk album fra en af 90’er-indierockens store, guitarsvingende helte.

Og indrømmet: Første skæring med titlen ‘Belziger Faceplant’ udløser alle alarmsirenerne på én gang. Umotiverede synths og trommemaskiner, der ikke på vilkår har tænkt sig at være i sync med hinanden blander sig med blævrende, autotune-wobble-vokaler og noget, der hverken rigtigt kan kaldes en melodi eller et groove for den sags skyld. Jawohl, Stephen, groove denied, vi forstår.

Det bliver ikke meget bedre med den dvaske ‘A Bit Wilder’, der fortsætter i samme spor, men allerede med albummets tredje nummer, singlen ‘Viktor Borgia’, lysner bekymringerne. Her er så afgjort groove og nerve, samt en ørehængende melodilinje, der kunne være planket fra Kraftwerk i deres velmagtsdage.

Og med den ultra-catchy ’Come Get Me’ kan man omsider ånde lettet op. For det kan godt være, at selve konstruktionen på papiret er elektronisk, men lyden er umiskendeligt varm, smadderrocket og guitarbaseret – ikke ulig Malkmus’ slackerrock-kollega Beck i midt-90’erne. Resten af albummet afveksler de mere eksperimenterende, elektroniske sager med netop guitarrock, og især de to lukkere ‘Ocean of Revenge’ og ‘Grown Nothing’ er blandt nogle af de mest mesterlige skæringer fra Stephen Malkmus’ hånd.

Tålmodige fans kan derfor roligt give sig i kast med ‘Groove Denied’, mens novicer med fordel i stedet kan starte med noget Pavement eller nogle af Malkmus’ plader sammen med slænget i The Jicks. For den store overraskelse på denne lidt parentetiske udgivelse er ikke så meget æstetikken eller værktøjerne, men snarere, at Stephen Malkmus måske for første gang nogensinde er en smule ujævn.

Havde albummets to første numre fået lov at stå alene som en mærkværdig indledning på en mere ren guitarrock-orienteret skive kunne man endda have tænkt, at de sammen med forskræppet var en form for gennemført, nærmest overbroderet prank for at maskere, at Malkmus som sædvanlig har begået nogle fine sange. Men skæg og snot fordeler sig nærmest 60/40 på ‘Groove Denied’, som i stedet står som et monument over, at han lykkes bedst, når han bliver ved sin læst.


Kort sagt:
’Groove Denied’ er mestendels blevet talt ned op til sin udgivelse, men det elektroniske album fra en af 90’er-indierockens store, guitarsvingende helte overrasker positivt efter en sløv start.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold