Jenny Lewis burde have skrottet Ryan Adams for længst
Jenny Lewis’ album er efterhånden nogle af de sjældnere og savnede fugle på releaseplanen. Forklaringen er selvfølgelig delvist hendes team-up med Jonathan Rice i Jenny and Johnny og hendes herligt navngivne all-girl-band Nice As Fuck, som begge har ageret udgivelsesmæssige mellemspil i karrieren.
Alligevel er det interessant, at ’On the Line’, som er Lewis’ første soloridt i fem år, samler tråden så konsekvent op, direkte hvor 2014-udspillet ‘The Voyager’ slap – hvilket slægtskabet mellem de to albumcovers også ganske subtilt hinter om. Lewis har derfor også atter samarbejdet med (siden hen skandaleombruste) Ryan Adams om produktionen, men et sted midtvejs løb de åbenbart sur i parløbet og slap hinanden, så Lewis selv efterfølgende måtte færdiggøre værket med blandt andre Beck på sidelinjen.
Æstetisk lægger ‘On the Line’ sig derfor også i forlængelse af ‘The Voyager’ med to tredjedele af produktionen krediteret til Ryan Adams, som iscenesætter Lewis i lidt vel forudsigelige, glorificerede røvballerock-gevandter, mens Becks fingeraftryk mest af alt begrænser sig til nogle få sange, som med deres luftigt poppede æstetik fint kunne have resideret på hans eget seneste album – eksempelvis ’Do Si Do’ og ‘Rabbit Hole’. Så vidt, så godt, men de to herrer har dog været rørende enige om at fucke Lewis’ sange godt og grundigt op på ét punkt: Trommerne.
Hele ‘On the Line’, minus selvfølgelig den fuldstændigt trommeløse ballade ‘Taffy’, er nemlig belejret af en alt for hårdhændet, dump og klodset rytmeproduktion, hvor trommerne er mikset så langt frem i lydbilledet, at de mere føles som én lang serie mavepumpere til hver enkelt af sangene end noget, der understøtter og bærer dem fremad i verden.
Det er, når man dykker længere ned i credit-listen, nemt at forstå, hvordan fristelsen til at skrue højt op opstår, når trommeslageren på de fleste af numrene hedder Jim Keltner; en sand studielegende, der har arbejdet med ikoner som John Lennon, Bob Dylan, Eric Clapton, Neil Young foruden en mindre syndflod af andre kunstnere – og på nogle få skæringer besættes taburetten såmænd af selveste Ringo Starr. Men det er en hvinende skam, for selvfølgelig er trommerne forventeligt ordentlige og kompetente, men ikke ligefrem synderligt originale, og vægten af de dumpe, enerverende drøn slår ofte effektivt al luft og elegance ud af sangene, der i stedet skvatter sammen som mislykkede souffléer.
Måske har det også være et ønske om at tvinge lidt fremdrift ind i helheden, der har påvirket det tvivlsomme valg. For desværre bærer broderparten af ‘On the Line’ – også selv om man tager sine bedste røntgenører på og prøver at lytte tværs igennem den radioglatte produktion og de tunge trommer – præg af en del kunstnerisk tomgang, hvor Lewis nemt kommer til at sidde fast i den samme, gamle americana-pop-skure, hvor ingen af sangenes snoninger hverken overrasker eller forfrisker. Titelnummeret eksempelvis er en letgennemskuelig variant over ‘Æblemand’-akkorderne og klaverspillet kunne selv en afdanket skolelærer have gjort mere interessant.
Det er dog ikke fuldstændigt håbløst altsammen. Eksempelvis er ‘Wasted Youth’s kokette hooks svære at få ud af hovedet, når de først har sat sig fast, og især de skæringer Beck har medproduceret er bedre end alt, hvad han selv har begået de seneste par år. Hvilket burde lyse en sti frem for både Lewis og Beck: De burde simpelthen lave et helt album sammen. Adams’ bidrag er til gengæld mestendels dødfødte og burde have været fjernet fra starten.
Kort sagt:
Jenny Lewis’ fjerde soloalbum plaffes på overfladen ærgerligt ned af nogle gennemgående alt for højt miksede, dumpe og buldrende trommer – men trommerne er i virkeligheden bare et dække over et dybere problem, nemlig at Lewis alt for ofte forfalder til den samme gamle americana-pop-skure.