The Japanese House behandler sit break-up med en ro og dybde, der bliver hængende i kroppen
The Japanese House er mange ting. Det er groovy guitarer, følsomme historier og rolige stemmer, der flyder oven på et hav af synthesizere og electrotrommer. Men først og fremmest er det musiker, producer, sanger og sangskriver Amber Bain.
Bain har tidligere udgivet et par ep’er mere anonymt under samme alias, men på debutalbummet får vi en ærlig historie om hendes brud med ekskæresten Marika Hackman, som endda er med i musikvideoen til ét af albummets tracks, ‘Lilo’. Og albummets stemning bærer tydeligt præg af at være skrevet under et break-up. Der er få ekstatiske øjeblikke, og Bain lader i stedet ‘Good At Falling’ føles roligt afklaret med både glade og sørgelige øjeblikke.
Ikke at det er kedeligt. Meget af albummet, blandt andet ‘We Talk All the Time’ og anden halvdel af ‘Something Far Too Good To Feel’ er fyldt med mange forskellige elementer, som alligevel finder sammen i en enhed. Især electrotrommerne rammer hellere flere end færre slag, men det bliver sjældent for meget.
Den maksimalisme, som Bain dyrker i lydbilledet, lader dog indimellem til at smitte af på sangenes form. Det bliver lidt langt, og flere gange kommer der et sidste omkvæd, som man godt kunne have været foruden. Det er ærgerligt, for på trods af at numrene er interessante, når man indimellem at blive træt af det, man er i gang med at høre.
Det overvejende billede er dog, at Bain mestrer både rolige og lidt mere groovy numre. Af sidstnævnte kategori er ‘Follow My Girl’ og ‘Maybe You’re the Reason’ i særklasse med 80’er-chorus-guitarer og sfæriske arpeggioer. Det er ikke dansegulvspop – det er det for roligt til – men det er enormt behageligt at lytte til, og det er som om, at den afklarede lethed netop giver numrene en dybde, som de ikke ville have haft, hvis de bare fik fuld gas.
Andre steder får den afklarede følelse mere tyngde med stille akustiske guitarer og store flader af både synthesizere og vokaler på for eksempel ‘Wild’ og ‘Something Far Too Good To Feel’. En enkelt gang kammer det over på ‘Marika Is Sleeping’, der lyder som om man har forsøgt at genskabe slutningen af ’Ringenes Herre’ kun med strygerlyden på en gammel synthesizer. Og det er en skam, for både melodien og akkorderne er rigtigt flotte.
Man kan ikke undgå at tale om The 1975, når man taler om The Japanese House. Bain hænger en del ud med drengene fra det britiske band, og en del af albummet er co-produceret af The 1975’s George Daniel. Især på korstemmerne i ‘Follow My Girl’ kan det høres, og det bidrager kun positivt til resultatet. Den sidste producer udover Bain og Daniel er BJ Burton, som også har arbejdet med Bon Iver – og en del af albummet er endda indspillet i Justin Vernons hytte i Wisconsin. Ligesom Bon Iver mestrer Bain at lægge mange vokaler ovenpå hinanden og få det til at lyde som en helhed, hvilket er særligt tydeligt på ‘Wild’ og den smukke ‘Lilo’.
På trods af indflydelserne udefra er der dog ingen tvivl om, at The Japanese House ikke er et knockoff af hverken The 1975 eller Bon Iver. ’Good at Falling’ har sin helt egen roligt vuggende stemning, som bliver i kroppen længe efter albummet er slut.
Kort sagt:
‘Good At Falling’ er fyldt med øjeblikke, der stille og roligt afklarer Amber Bains følelser med skiftende grader af dybde og lethed; indimellem bliver det lidt langt, men det er i store træk godt og behageligt at lytte til.