KOMMENTAR. I 2024 ligner mange musikkampagner hinanden. Du hører den samme snippet tusind gange på TikTok, ser en 15 sekunders promovideo på Instagram, og alt er skåret efter, at det skal kunne blive et viralt moment.
Derfor har det også været forfriskende anderledes at følge med i kampagnen bag Halseys femte album, der udkom i sidste uge.
I foråret ryddede hun sine sociale medier, udgav den hjerteknuste single ‘The End’ og offentliggjorde albummet ‘The Great Impersonator’. En lidt spøjs kombination af en hudløst ærlig sang, der blotlagde det sygdomsforløb, Halsey har gennemgået de seneste år med lupus og leukæmi, og så en titel, der antyder, at hun er verdensmester i at lade som om.
Men med singlen ‘Lucky’, der udkom i juli, og som sampler Britney Spears-hittet af samme navn, begyndte man at forstå albummets titel.
‘The Great Impersonator’ er et konceptalbum, hvor popstjernen på hver sang imiterer en ikonisk musikers lyd og udtryk. Teksterne og melodierne er hendes egne, men produktionerne og de stilistiske kendetegn peger tydeligt på alt fra Dolly Parton og Stevie Nicks til Evanescence, Britney og Fiona Apple.
For at skære det ud i pap har Halsey endda i de sidste 18 dage op til albummet postet et billede i fuld drag på Instagram, hvor hun er klædt ud som de kunstnere, sangene peger på.
Men et 18 numre langt udklædningsshow lige op til Halloween lyder næsten mere som kampagnen bag et Jojo Siwa-album end et Halsey-album. Er det virkelig sådan, man får folk til at lytte til ens musik?
Den store efterligner
Normalt forsøger musikere i stor stil at skjule deres inspirationskilder. Det er ikke fedt at blive afsløret i at låne for meget, men på ‘Great Impersonator’ er det netop hele pointen. Halsey imiterer direkte og med fuldt overlæg.
Og hun er god til det! De musikalske efterligninger er skarpe og fremhæver med stor kærlighed og respekt de imiterede kunstneres kendetegn. Som eksempelvis den tydeligt Fleetwood Mac-inspirerede ‘Panic Attack’ eller den henslængte, 90’er-skramlede Fiona Apple-efterligning ‘Arsonist’.
Efterligningerne er faktisk så gennemførte, at det var tæt på at gå galt, da Halsey udsendte ‘Lucky’, og en noget fornærmet Britney tweetede, at hun følte sig både chikaneret, krænket og mobbet på baggrund af sangens musikvideo.
Tweetet forsvandt hurtigt igen, og Britney forklarede kort efter, at opslaget ikke var skrevet af hende selv, og at hun elsker Halsey. En lidt mystisk start på kampagnen, som Halsey dog lader til at være kommet efter.
Halseys evne til at imitere har først og fremmest gjort kampagnen enormt sjov at følge. Udklædningerne på de sociale medier har været ekstremt gennemførte, og de seneste uger har jeg ventet i spænding på, hvilken musiker hun ville portrættere som den næste.
Og selvom et imitationskoncept lyder som noget, der får autenticitet og følelser til at træde i baggrunden, er det modsatte tilfældet på ‘The Great Impersonator’. For teksterne er næsten overdrevent personlige, og Halsey fortæller i rå detaljer om lægebesøg, breakups og livet som enlig mor.
»Every couple of years now, a doctor says I’m sick / Pulls out a brand new bag of tricks, and then they lay it on me / And at first, it was my brain, then a skeleton in pain«, synger hun på ‘The End’.
Følsom fortælling eller kynisk salgstrick?
Så hvorfor har Halsey brug for hele musikhistorien til at fortælle om sit eget sygdomsforløb?
Ifølge hende selv er albummet en refleksion over, hvordan popstjernen Halsey kunne have været og lydt, hvis hun var født i en anden tid. Men ved at genoplive ikoniske øjeblikke i musikhistorien gør hun også sig selv synlig for et langt større publikum, end hun normalt ville gøre, og appellerer også til en ungdomsgeneration, der er besat af nostalgi.
Derfor fungerer kampagnen så ekstraordinært godt. Og den virker frisk og nytænkende, selvom det er en kampagne bygget på at være bagudskuende.
Men er det fair at bruge andre kunstneres udtryk og skaberværk til en marketingkampagne for et album? Er det ikke kynisk at udnytte andres genkendelighed for at få opmærksomhed?
Det synes jeg egentlig er en fair kritik at rette. Men alligevel bliver det kyniske argument holdt i skak af den personlige fortælling i teksterne og af det faktum, at sangene på ‘The Great Impersonator’ bare virkelig er gode og velskrevne, selvom de også er en øvelse i imitation.
‘I Never Loved You’ lyder ikke som en mindre god Kate Bush-sang. Det lyder som Halsey, der prøver at fortælle sin historie gennem Kate Bushs musikalitet, og det er faktisk ret rørende.
»This is a cry for help, callin’ for assistance / But you can’t tell I need it when you’re watchin’ from a distance«, synger hun med Björk-lignende vokalknitren på albummets titel- og afslutningsnummer, og det sætter et tvetydigt punktum for kampagnen. For brugte hun bare alle de her kunstnere til at få vores opmærksomhed, så hun kunne fortælle, hvordan hun virkelig har det?
Det virkede i hvert fald, og jeg spidser ører nu.
’The Great Impersonator’ er ude nu.