Hiphopscenen har tilgivet Trump. Kan den hjælpe ham med at vinde valget?

Donald Trump flirter med undergrundsrappere og lokale hiphopstjerner. Og de flirter tilbage. Det ser ud til, at hiphopscenen »har tilgivet Trump«, som rapstjernen bag en protestsang mod ham siger. Kan det blive afgørende ved valget den 5. november?
Hiphopscenen har tilgivet Trump. Kan den hjælpe ham med at vinde valget?
Rapperen Forgiato Blows Donald Trump-kæde. (Foto: Kevin Dietsch/Getty Images)

ANALYSE. Tre små ord kan betyde så uendelig meget. Som for eksempel disse: »Fuck Donald Trump«.

Ved valget i 2016 forenede ordene stort set hele hiphopscenen. Vestkyst-stjernerne YG og Nipsey Hussle kogte slagordet ned til forkortelsen ’FDT’ på deres fælleshit, der indkapslede hiphopmiljøets – og store dele af den sorte befolkning i USA’s – forhold til republikanernes præsidentkandidat.

Da Kanye West som en af de eneste rappere støttede Trump, blev det set som endnu et pitstop på hans deroute mod bunden. Så uhørt var det.

Sådan er det ikke længere.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De seneste måneder har Trump brugt en lang række rappere fra undergrunden og fra forskellige lokalscener til at promovere sin præsidentkampagne.

Det er især rappere, der ikke er kendt globalt, men som har stor indflydelse i deres lokalområder, han har allieret sig med. Og den metode spejler faktisk hans generelle strategi.

Ligesom han i sin kampagne undgår interviews og debatter på etablerede tv-stationer til fordel for at optræde i podcasts og hos streamere, har Trump ikke mange store, etablerede mainstreamstjerner bag sig.

Men i 2024 kan man også nå virkelig mange mennesker ved at alliere sig med artister, der har hul igennem til en masse mennesker udenom de etablerede kanaler – og man kan nå langt, hvis man slår sig sammen med lokale stjerner med et stort, loyalt følge.

Rapperne bag Trump

Det er en broget skare af hiphopartister, der støtter Trump.

Kanye West er der selvfølgelig stadig, men den Hitler-rosende rapper er nok ikke lige den støtte, præsidentkandidaten drømmer om. Mere eller mindre afdankede artister som Waka Flocka Flame og DaBaby støtter ham også.

Derudover er der et par rappere, som Trump benådede, dengang han var præsident. Lil Wayne og Kodak Black kan takke ham for deres frihed, hvilket de da også har gjort i form af deres støtte.

Også selvom Kodak Black, der har haitiansk baggrund, vist har trukket sig fra alliancen, efter at Trump fornærmede haitianere ved at påstå, at de spiser amerikanske familiers kæledyr. Friendship over.

Donald Trump og Lil Wayne i 2020. (Foto: via Twitter / Lil Wayne)

Men de rappere, Trump nu for alvor flirter med, er lokale stjerner, der måske ikke lige vinder Grammys eller tager på verdensturné, men som har betragtelige følgerskarer i byer som New York, Detroit eller Philadelphia.

Det er interessant nok lokale rapstjerner, som mange hiphopkendere holder af, men som mainstreamen ikke har opdaget endnu, der står side om side med Trump. Og det er ofte også rappere fra forholdsvis hårde kår og ofte med en broget baggrund.

I New York har drill-rapperne Sheff G og Sleepy Hallow optrådt med Trump til et rally. I Detroit var det blandt andet undergrundsstjernen Icewear Vezzo. Og i Philadelphia optrådte Trump med en af de rappere, der lige nu er ved at omsætte lokal heltestatus til noget større: OT7 Quanny.

Sidstnævnte dukkede op til vælgermødet med ’Make America Great Again’-kasket og tog efterfølgende fotos med Trump på dennes fly.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

På overfladen kunne det måske ligne, at de her mindre kendte rappere blot har set en mulighed for at få noget opmærksomhed. Eller at de har valgt at være imødekommende, når en politiker for en sjælden gangs skyld har rakt ud til dem.

Men når man læser interviews med nogle af rapperne, bliver det klart, at der også er noget dybere på spil.

Årsagerne til Trump-flirten

Hvad er der sket, siden det pludselig er okay at slå sig sammen med Trump? En del skyldes – ifølge Detroit-rapperen Icewear Vezzo – en skuffelse over demokraterne.

»Mange demokrater regner med, at vi bare stemmer på dem automatisk. Jeg føler, at de burde arbejde for vores stemmer. Vores forældre stemte blindt på dem i generationer. Men vores generation forstår, at de skal stille spørgsmål«, har han udtalt til Fox News.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En anden faktor er, ifølge det amerikanske nyhedsmedie CBS, at Trump sendte støttepenge ud til mange mennesker under corona, og at han gjorde det klart, hvem pengene kom fra. Det har man ikke glemt i de fattige dele af USA.

»Donald Trump gav alle smokers checks, så derfor stemmer jeg på ham«, har OT7 Quanny rappet på sangen ’Stupid Bandz’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En af den seneste tids helt store rapgennembrud, Sexyy Red, har givet udtryk for samme holdning. »Vi har brug for ham igen, for, baby, de der checks. Trump, vi savner dig«, har hun udtalt i podcasten ’This Past Weekend’.

En sidste årsag er loven First Step Act, som Trump gennemførte. Den forkortede mange fængselsstraffe, og det har været populært i dele af i hiphopmiljøet.

Loven er blandt andet også noget, Sexyy Red fremhæver som en årsag til at støtte Trump i førnævnte interview.

Har tilgivet Trump

Der er altså ikke længere noget stigma ved at støtte Trump. Ifølge NBC bruger han rapperne som »stedfortrædere« for den sorte befolkning. De gør det okay for andre at støtte Trump.

Og i et valg, der ser ud til at blive ekstremt tæt, er det ikke totalt utænkeligt, at det kan ende med at blive afgørende, at republikanernes præsidentkandidat har fået så meget medvind i hiphopscenen og i de lokale miljøer, rapperne er talerør for.

Den sorte befolkning har, som Icewear Vezzo påpeger, længe så at sige per automatik stemt overvældende demokratisk. Hvis Trump kan vende den udvikling bare en smule, er det stort.

Donald Trump med rapperne Sheff G og Sleepy Hallow. (Foto: Steven Ferdman/GC Images)

Nogle tal peger den vej. New York Times skrev i oktober, at Trump gør det uventet godt blandt sorte vælgere. Den republikanske præsidentkandidat fik ifølge CBS News otte procent af den sorte befolknings stemmer i 2016 og 12 procent i 2020. I New York Times-målingen står han til 15 procent.

Ser man på hiphopmiljøets relation til Trump, spejler den også en ny positivitet overfor den engang så hadede præsident.

Det tydeligste billede på skiftet i indstillingen på hiphopscenen er nok Mr. ’Fuck Donald Trump’-selv. YG har således i august udtalt i podcasten ’This Past Weekend’, at den sorte befolkning »har tilgivet Trump«.

»Jeg taler om de her motherfuckers i the hood. Jeg taler på deres vegne. De siger: Joe Biden har ikke gjort noget for os, men Trump deler penge ud til os«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af