’The Diplomat’ sæson 2: Netflix’ politiske drama er stadig oprigtigt vanedannende
Hvordan er et (stor)politisk organ skruet sammen? Hvilke magtinstanser kan vi stole på? Og hvordan kan man kende en fællesskabsorienteret kamp fra en egoplejende mission?
Det er ikke blot overvejelser, amerikanere – og alle andre – gør sig i forbindelse med det neglebidende præsidentvalg, men er også hovedspørgsmål i anden sæson af Netflix-dramaet ’The Diplomat’.
Her følger vi nok engang den fyrige embedskvinde Kate Wyler (Keri Russell), der i forrige sæson – grundet et dødbringende angreb på et britisk hangarskib – blev sendt til London som endnu uprøvet amerikansk ambassadør.
I følgeskab med sin husbond, Hal (en virkelig veloplagt Rufus Sewell), skulle hun indvies i diplomatiets do’s & dont’s, sættes i stilling som måske-kommende vicepræsident og deale med sit skrantende ægteskab – og i øvrigt lige afværge en international krise.
Trods den umiddelbare indskydelse, at angrebet kom fra øst, begyndte pilen langsomt at pege mod vest, og en sprængfarlig sæsonfinale påviste, at når det kommer til politik, kan ingen føle sig sikker.
Anden sæson starter, hvor den første slap: i det hjertebankende efterskælv af en ødelæggende bilbombe. Herefter kaster ’The Diplomat’ sig atter umådeligt vellykket ud i et portræt af regeringsmagtens gådefulde og sammensatte system. Og et ganske genkendeligt et af slagsen.
Rusland beskrives som en fjende, polarisering og (national) selvstændighed bekriges, og uagtet at karaktererne er fiktionelle, får særtræk dem til at minde om virkelighedens ledende personligheder – eksempelvis det forvoksede pattebarn (læs: premierminister) Nicol Trowbridge (Rory Kinnear), der har alt undtaget en pjusket hårpragt til fælles med brexit-kongen Boris Johnson.
Netflix-hittet føles således som et indblik i et politisk landskab, vi selv betræder – og hyppigt begræder.
Men med overlegen fortællertæft og sans for spænding har Debora Cahn – der tidligere har arbejdet på serier som ’The West Wing’ og ’Homeland’ – er ’The Diplomat’s anden sæson præcis som forgængeren en særdeles velskrevet og medrivende whodunnit-serie.
Med et hastigt tempo og med mange (som i rigtig mange) velskruede motiver holder man sig til ilden og skærmen, når gerningsmændene på hangarskibsangrebet fortsat eftersøges, og med seks afsnit, der hver slutter med en plottwistende cliffhanger, er dramaet vanedannede og oprigtigt svær at slippe.
Det skal også tilskrives ’The Diplomat’s hovedperson.
For Keri Russell er nok engang fortræffelig som den fandenivoldske idealist Kate Wyler, Med en skarp tunge er hun både underholdende og undervisende, og med svedige armhuler slås hun endnu med at finde sig til rette i etikettens stramme kjoler – og med sin mand.
Netop de ægteskabelige spændinger mellem The Wylers, der blandt andet skyldes, at Hal som forhenværende ambassadør og besnærende politisk kransekagefigur struggler med at stå i sin hustrus nu bredskuldrede skygge, var muligvis første sæsons mest interessante konflikt.
Med tillidsbrud, skilsmissetrusler og en anstrengt, om end dyb, kærlighed til hinanden var vi voyeurer, når voldsomme magtkampe udspillede sig i deres (separate) soveværelser – og et enkelt lidt underligt optrin i en busk.
Deres betændte forhold står endnu som et af seriens stærkeste elementer, men fylder desværre markant mindre i sæson 2.
Jo jo, de er skam fortsat leveringsdygtige i utallige verbale fuckfingre – og i selskab med den ridderlige britiske udenrigsminister Austin Dennison (David Gyasi) tegner de ligeledes konturerne af et trekantsdrama. Men efter mr. Wyler har overlevet første sæsons bilbombe, er deres indbyrdes krise somewhat sat i bero, hvorfor den nuancerede undersøgelse af et slidt ægteskab (næsten) udebliver.
Jeg er dog tilbøjelig til at tilgive denne svinestreg, idet sæsonen (måske netop derfor?) giver plads til at udfolde andre karakterer og relationer.
Lykkeligvis får CIA-agenten Eidra (Ali Ahn) mere skærmtid end tidligere, hvilket giver vidunderlige og kemispækkede scener mellem hende og Kate. Ligeledes bevirker ’The Diplomat’s intensiverede fokus på Kates mulige fremtid som vicepræsident, at hun og vi allernådigst møder den nuværende, eminent gestaltet af Allison Janney.
I sidstnævnte højspændte kvindelag leveres fremragende sekvenser, når der konkurreres om taletid og titler, og når fortællinger om risikovillighed og politisk ansvar udspilles.
Vi påmindes om magtens kompleksiteter og mange ofre, og en nervepirrende slutning efterlader os ikke blot sultne efter en sæson 3, men klarlægger, at ræve kan gemme sig i alt fra fåreklæder til ikonisk hentehår – og lyse pager.
Kort sagt:
’The Diplomat’ er fortsat en suveræn serie om det politiske landskab.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.