D-A-D genopfinder ikke rockmusikken – men det behøver de heller ikke
D-A-D startede ganske vist som fandenivoldsk cowpunk-gruppe, men de forbindes nok mest med slut-80’ernes glamourøse, over-the-top hair metal. Det var der, de for alvor fik deres gennembrud, og de fik endda en pæn sjat international opmærksomhed – amerikanske Rolling Stone kaldte eksempelvis ’No Fuel Left for the Pilgrims’ et af de 50 bedste hair metal-album nogensinde.
På den internationale hair metal-scene er der ikke mange bands, der fortsatte med ynde efter genrens storhedstid var ovre. Jo, der er undtagelser som W.A.S.P. og Europe, der har holdt loyale fanskarer tilfredse i årtier – men langt oftere resulterede den skiftende musikmode enten i, at bandet gik fra hinanden, eller i pinlige flop-album, hvor bandet desperat forsøgte at blive relevant igen.
D-A-D tilhører den håndfuld hair metal-bands, der har kunnet modernisere deres lyd, uden at de nogensinde har forrådt deres principper. ’A Prayer for the Loud’ er således en samling potente rocksange, som jo er det, Jesper Binzer og co. er bedst til – men det er pakket så nydeligt ind.
Produktionen er skarp og tidssvarende, uden at den nogensinde føles som om, den prøver at være hip. Og den tilgang til, hvordan D-A-D bør lyde i 2019, gælder stort set alle aspekter af albummet – sangskrivningen, fremførslen, de solide riffs, lyrikken; alt lyder opdateret, men på ingen måde trendjagende.
Men altså: Det er ikke noget, man ikke har hørt før. Hvis D-A-D’s charmerende testosteronrock ikke har fanget dig før, ændrer ’A Prayer for the Loud’ næppe på noget. Men hvis du, som jeg, allerede er begejstret for D-A-D, skal ’A Prayer for the Loud’ nok glæde dig. Det har ikke taget mig længe at acceptere nye numre som ’Happy Days in Hell’, ’A Drug for the Heart’ eller titelnummeret som selvindlysende dele af den etablerede D-A-D-kanon.
Der er godt med små finurligheder i lyrikken. Det er svært ikke at smile af linjer som »What doesn’t kill you makes you interesting« og »I’ve got a bad case of ’I told you so’, and it’s hard to hold my tongue«. Ligeledes er det ret kreativt, hvordan de på ’Musical Chairs’ italesætter livets færden som en stoledans, hvor det før eller siden vil ske, at »the music stops and you’re without a chair«.
Metaforerne bliver lidt mere kluntede på ’Time Is a Train’, et tydeligt AC/DC-refererende nummer – hele sangens tekst bliver brugt på at forklare den titulære metafor, uden at der rent faktisk kommer nogen snappy pointe ud af den.
I det hele taget er de mere AC/DC-klingende numre lidt stive i betrækket. ’No Doubt About It’ kunne sagtens klare at tage lidt mere af en slapper, og selv om grundriffet på ’Nothing Ever Changes’ er ganske solidt, er sangskrivningen en kende monoton.
Trods disse trin er ’A Prayer for the Loud’ så fyldt med stærk spade, uforfalsket spilleglæde og klassisk rocksangskrivning, at det er svært ikke at lade sig charmere af den, hvis man har et hjerte for D-A-D’s fandenivoldske riffing.
Kort sagt:
D-A-D gør det, de er bedst til: Spiller solide rocksange med gnist, glimt og godt med spade.