Jonas Brothers’ første album i ti år er catchy på den ufarlige måde
Der gik et sus igennem utallige pigehjerter, der var teenagere for godt ti år siden, da det blev offentliggjort, at de tre Jonas Brothers ville samles igen efter at have været fra hinanden i godt seks år. Brødrene var det perfekte, polerede boyband, der havde lidt for enhver smag i den kække Joe, den rolige storebror Kevin og den nuttede, charmerende lillebror Nick.
Selv om de er blevet en del ældre siden storhedstiden med hits som ‘Burning Up’ og ’S.O.S’, virker Jonas Brothers utrolig meget om sig selv på deres genforeningsalbum ‘Happiness Begins’. Den ukuelige good guy-attitude, der kendetegnede de purity ring-bærende drenge i slutningen af 00’erne, gennemsyrer stadig bandet, og ‘Happiness Begins’ er faktisk et helt tilforladeligt album med masser af catchy, velskrevne og relativt ufarlige popsange.
Har du brug for en mere internationalt tunet udgave af Scarlet Pleasure, kan du med rette søge til de dancehall-influerede numre ‘Only Human’ og ‘Every Single Time’, hvor Nick og Joes vokaler og det reggae/r’n’b-agtige akkompagnement lyder helt absurd meget som noget fra det danske popband.
Det er dog klart på de mere rendyrkede popnumre, at brødrene har mest at byde på, og særligt førstesinglen ‘Sucker’ og ‘Trust’ har begge en flabethed, der let minder én om, hvorfor trioen knuste så mange hjerter for ti år siden. Der er tilpas meget drengerøv over lyden, Nick og Joes falset er i øjet, og sangenes spændstige instrumentering lyder næsten som den direkte soniske oversættelse af albummets eksotiske Los Angeles-cover.
’Happiness Begins’ rummer dog også en god håndfuld sange med lidt mindre drengerøv/hjerteknuser-stemning (alle tre er trods alt også gifte mænd) som ‘Strangers’, ‘Hesitate’, ‘Rollercoaster’ og afslutningsnummeret ‘Comeback’. Sidstnævnte, der et af albummets fineste numre, er forresten produceret af danske Sylvester Sivertsen, der har produceret for blandt andet Citybois og en lang række danske kunstnere.
Selv om ’Rollercoaster’ og ‘Hesitate’ har et mere modent udtryk end eksempelvis ‘Sucker’, bliver de dog også nogle af albummets mest irriterende numre med deres lidt sære, country-agtige Avicii-møder-The-Lumineers’-lyd. Derimod står gruppen stærkest, når de dyrker den stramme poppede lyd, som findes på ‘I Believe’ eller sjæleren ‘Used To Be’.
Jonas Brothers sætter ikke vildt meget på spil med ‘Happiness Begins’, men ikke desto mindre lykkedes albummet fint med det, der lader til at være formålet: At være tilpas genkendeligt for gamle fans, men samtidig også nutidigt nok til at kunne samle nye op på vejen.
Kort sagt:
Genforeningsalbummet ‘Happiness Begins’ er et helt tilforladeligt album, med masser af catchy, velskrevne og relativt ufarlige popsange.