’Altid sammen’: Efterklangs første album på dansk stråler af nærvær
Det føles ærlig talt ikke som om, de har været væk. For selv om der er gået syv år siden ‘Piramida’, har Efterklang blandt andet fået afløb for kreativiteten sammen med den finske legekammerat Tatu Rönkkö i orkestret Liima på foreløbigt to album.
Nu er Casper Clausen, Mads Brauer og Rasmus Stolberg imidlertid tilbage ved udgangspunktet, og ‘Altid sammen’ føjer sig fint til den luftigt orkestrale og elektroniske popmusik, som har karakteriseret gruppens seneste album.
Som titlen indikerer har trioen i denne ombæring valgt at erstatte de engelske gloser med modersmålet, og dette skift gør for alvor albummet nærværende, som Clausens danske tekster elegant forener poesi og hverdagssprog – blandt andet i ‘I dine øjne’ og en tekstbid som denne: »Silhouetter i dine spor / kilometer i mine Ecco-såler / vi har lang vej igen / i dine løgne, der forklæder sig«.
Få formår at implementere den klassiske musiks toneklange så selvfølgeligt i sit udtryk som Efterklang, og bandets femte album er ingen undtagelse. ‘Vi er uendelig’ og ‘Hold mine hænder’ er en funklende harmoni mellem harpe, flygel, piccolo-fløjter, blæsere og Stolbergs bas. Med et døsigt vuggende groove og vemodige lydteksturer er ‘Supertanker’ et tilbageblik mod de elementer af postrock og tidlig Sigur Rós, som Efterklang kultiverede i karrierens formative år, og samme organiske touch strømmer gennem ‘Uden ansigt’ i takt med sangens eksponentielle progression.
Netop fordi Efterklang opererer i et så graciøst univers, har udtrykket en tendens til også at blive for porøst. Hvilket er tilfældet på ‘Hænder der åbner sig’ med andægtigt harmonium og under ‘Havet løfter sig’, der svæver som en ambient sæbeboble.
Med en overvægt af klassiske instrumenter spiller trioens elektroniske elementer bogstaveligt talt andenviolin, hvilket skyldes samarbejdet med det belgiske barokensemble The B.O.X. Ensemble, som netop blev katalysatoren for, at Efterklang gav sig i kast med de danske gloser.
Gruppen har forklaret, at eftersom de belgiske musikere talte flamsk indbyrdes, kunne den danske trio jo også levere sange, hvor de formulerede sig på deres eget sprog og således i fællesskab arbejde sig ind på hinanden i en mere direkte kommunikation. En disposition som er forløst ganske flot. Musikken taler vitterligt for sig selv og i mere end én forstand på et sprog, man forstår.
Hvor fortællingen om forgængeren ‘Piramida’ i nogen grad centrerede sig om dens tilblivelsesproces på et forladt industrikompleks på Svalbard, er der ikke behov for en tilsvarende eksotisk rammefortælling denne gang.
Efterklang har ‘bare’ lavet et dansksproget album, der stråler af nærvær og en ny lyrisk tone i et enkelt og flot musikalsk sprog.
Kort sagt:
Skiftet til modersmålet bringer nærvær, enkelthed og en ny lyrisk tone frem i trioens graciøse sprog, som fortsat er forankret i spændet mellem det orkestrale og det elektroniske.