ANBEFALING. Man kan ikke nå det hele på Roskilde Festival. Især ikke når man som undertegnede er afsted for at arbejde og bruger en stor del af ugen i en skrivecontainer i Mediebyen.
Men udover åbenlyse missere som Skrillex og Amaarae er der særligt ét navn, jeg virkelig ærgrer mig over at være gået glip af i år: Nemlig Mabe Fratti, der næppe kunne have stået med mindre skriftstørrelse på plakaten, og som tidligt fredag eftermiddag optrådte på festivalens lille, intime Platform-scene.
Jeg har ladet mig fortælle, at hun gjorde det helt fantastisk. Ikke overraskende kan man sige, for har man lyttet til albummet ’Sentir Que No Sabes’, der udkom blot en uge inden Roskilde-koncerten, ved man, at den guatemalanske, Mexico-baserede sangskriver da også laver helt fantastisk musik.
Hendes forunderlige, spansksprogede artpop lyder det ene øjeblik som forheksede jazzstandarder, det næste som postrock spillet på en cello, hendes foretrukne instrument. Det er musik, man har lyst til at opleve live.
Heldigvis får jeg snart chancen igen. Og det gør du også, uanset om du bor i Aalborg, Aarhus eller København, for unikummet besøger alle tre byer i slutningen af oktober, inden den står på Pitchfork Music Festival i både London og Paris.
Det er ikke ofte, at et så relativt smalt navn spiller i hele tre danske byer på samme turné. Men Mabe Fratti er tydeligvis glad for vores lille land.
Samarbejder med Efterklang
Lyder navnet bekendt, skyldes det måske, at Mabe Fratti er med på danske Efterklangs nye album, ’Things We Have in Common’, der udkom i forrige uge.
Som både cellist og korsanger dukker hun op flere steder i løbet af pladen, men på de to første numre er hun listet som decideret feature. Og mens hun på åbneren ’Balancing Stones’ ikke gør meget væsen af sig, er efterfølgeren ’Plant’ en helt anden snak.
Samarbejdet udkom som single i maj, men selv på den anden side af sommeren får jeg stadig gåsehud i det øjeblik, hvor Frattis dramatiske, Kate Bush-agtige sirenesang pludselig sætter ind lidt over halvvejs igennem nummeret. I en pressemeddelelse udtaler hun, at forsanger Casper Clausens klang og hendes er »super venlige over for hinanden«, og det kan man kun give hende ret i.
Indierock-trioens nye album byder på flere samarbejder og handler da også om »kollektiv spiritualitet og tilhørsforhold«, som de formulerer det. Men selvom gæstelisten desuden tæller to gange Sønderjysk Pigekor og Beirut, står ’Plant’ og især Frattis bidrag tilbage som et utvetydigt højdepunkt.
Efterklang og Fratti mødtes og skabte nummeret for to år siden på bandets efterhånden veletablerede sommertræf. Og det giver da også perfekt mening, at de skulle finde sammen netop nu, for ligesom Efterklang er Fratti godt i gang med at tage sin musik i en mere tilgængelig, umiddelbar retning.
I trioens tilfælde startede det helt tilbage i 2019 med ’Altid sammen’, der med opfølgeren ’Wildflowers’ og det nye album udgør en slags trilogi, der ifølge dem selv har været »en rejse mod en modenhed og en enklere, mere inklusiv lyd«. Men for Fratti kom vendepunktet først i år.
Fatter ikke et ord
Bare for at undgå falsk varedeklaration: Det er ikke, fordi Mabe Fratti nu lige pludselig laver hitlistepop. Men på hendes seneste album er den ellers så eksperimenterende, klassisk trænede musiker i højere grad begyndt at skele til mere konventionelle sangstrukturer og virkemidler, og det klæder hende.
Det gælder ikke mindst det rockede åbningsnummer ’Kravitz’, hvor hendes cello lyder mistænkeligt meget som en guitar. Eller ’Pantalla Azul’, Frattis muligvis mest ligefremme ballade til dato og af samme grund min personlige favorit, hvor hendes drømmende harmonier virkelig får lov at skinne.
Men for hver af disse mere poppede øjeblikke kompenserer Fratti med noget mere abstrakt, som når ’Pantalla Azul’ glider direkte over i det syrede instrumentalnummer ’Elastica II’. Albummet er konstant rundforvirrende, men aldrig kedeligt.
For de spanskkyndige lyttere bør der også være rig mulighed for at lade sig betage af teksterne, for så vidt jeg kan læse mig til i de internationale anmeldelser, er hendes uigennemsigtige, efter sigende nærmest magisk realistiske sangskrivning også bedre end nogensinde på det nye album.
Personligt fatter jeg ikke et ord af, hvad hun synger. Men hvad betyder det, når musikken er så smuk?
Ikke alverden, viser det sig. Og jeg er sikker på, at det heller ikke kommer til at stå i vejen, når hun lige om lidt vender tilbage til Danmark. Måske kan man endda håbe på en gæsteoptræden fra Efterklang.
Mabe Fratti optræder på Huset i Aalborg, Turkis i Aarhus og Hotel Cecil i København fra 24.-27. oktober. Albummet ’Sentir Que No Sabes’ er ude nu.