Banks var en dragende popdronning i Store Vega

Banks var en dragende popdronning i Store Vega
Banks i Store Vega.
Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue
Banks var en dragende popdronning i Store Vega
4 6
Banks

Koncert, Store Vega

Banks lignede en hævngerrig banshee, der lige var steget op fra en mørk, dyb electropop-flod, da hun indtog scenen i Store Vega klædt i et mørkt lakoutfit med det lange hår hængende ned langs kinderne.

Den californiske sangerinde, som for nylig har udgivet det vellykkede album ‘III’, var flankeret af to dansere, og fra åbningsnummeret ‘Till Now’ var man med det samme draget ind i hendes mørke popunivers.

Banks spillede sig igennem en solid håndfuld numre fra ‘III’ og lidt færre numre fra de tidligere album ‘Goddess’ og ‘The Altar’, og settet vekslede mellem det hemmelige og intime og det storslåede, næsten urkrafts-lydende. Det hemmelige i form af numre som ‘Sawzall’ og da Banks reciterede digtet ‘Ode to Grey Zone’, der blev udgivet i en digtsamling sammen med ‘III’ tidligere i år, og det storslåede i form af numre som de afsluttende ‘Gimme’ og ‘Stroke’.

Hele vejen igennem demonstrerede Jillian Rose Banks sin stærke popvokal, der særligt når den stod alene havde en imponerende klarhed. På ‘Drowning’ var der noget næsten Lana Del Rey-agtigt over stemmens dybe leje, og det næste øjeblik fik man Tove Lo-associationer, når Banks selvsikkert gled op i de lysere registre.

Selv om koncerten var en virkelig solid musikalsk og nærværende præstation af Banks, var det bare aldrig rigtigt… ‘nok’.

Det var ikke intimt nok til, at man blev rigtig rørt. Eller voldsomt nok til, at man for alvor blev overvældet.

På ‘Sawzall’ nærmede man sig noget, der lignede nærhed og en gåsehudsfremkaldende stemning, og det samme gjaldt under ‘If We Were Made of Water’, der blev fremført i en nedbarberet flot version, hvor Banks’ dragende stemme stod skarpt i fokus. Men ellers holdt koncerten sig i et trygt, forholdsvis jævnt leje, der hverken for alvor ville op eller ned.

Banks i Store Vega. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Særligt ‘Propaganda’ og ‘Poltergeist’ markerede en kedelig passage i det lidt over en time lange set, hvor det blev tydeligt, at Banks’ univers af og til godt kan træde lidt vande i de samme stemninger.

Med få virkemidler som skarp koreografi og enkelte rekvisitter lykkedes det hende dog langt hen ad vejen at skabe et fængende sceneshow, hvor det elektroniske og mekaniske smeltede sammen med noget mytisk og dragende.

Banks var helt klart stærkest, når hun turde overdrive og følge det dystre, lidt dyriske i sin musik, som da hun spillede ‘Alaska’ siddende i den samme konfronterende stilling hele nummeret igennem med blikket rettet selvsikkert mod publikum. Eller da hun indledte ‘Waiting Game’ på en højtidelig, næsten rituel facon.

Her viste Banks sig som den mørkets popdronning, hendes musik allerede har bevist, at hun virkelig er.


Kort sagt:
Banks’ mørke popunivers fungerede upåklageligt i Store Vega, men et lidt for jævnt energiniveau gjorde, at koncerten aldrig rigtigt hævede sig til noget ekstraordinært.

Læs anmeldelse: Banks ‘III’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold