‘Hitman’: Rendyrket sandkassespil med værktøjskassen fuld af mordvåben

‘Hitman’: Rendyrket sandkassespil med værktøjskassen fuld af mordvåben
5 6
Spil
Titel

'Hitman'

Udvikler

Io Interactive

Platform

PlayStation 4, Xbox One, PC (anmeldt til PS4)

Pris

469 kroner

Lancering

Den 10. marts

Jeg var både i London for at prøve et tidligt alpha-build af ‘Hitman’ og deltog i begge omgange af betaen. Da det færdige anmelder-eksemplar dumpede ind ad postkassen var jeg ret sikker på, at jeg vidste hvor mange stjerner, der skulle uddeles til den ikoniske skaldede lejemorder. Jeg tog fejl. Det var klart bedre end mine forventninger.

Det nye ‘Hitman’-spil lander på hylderne her fire år efter ‘Hitman: Absolution’, der var hverken fantastisk eller fornøjeligt. Som en af chef-udviklerne selv beskrev det til pre-release eventet i London tidligere på året, så var det »nok mest en mulighed for at høre en masse spændende feedback fra community’et«. En særdeles politisk korrekt beskrivelse af et spil, der var noget makværk.

Et stor del af optakten til det nye spil har været Io Interactives konstante påmindelser om, at teamet bag har kigget en masse på ‘Blood Money’ (seriens ubestridte højdepunkt), lyttet meget til spillerbasen og den løbende feedback. En floskel-formulering som efterhånden er en del af standard-pakken når vi skal prakkes spil på:

‘Hitman’ er heldigvis en af de sjældne gange hvor det rent faktisk virker som om der er mening bag ordene. Jeg var noget skeptisk efter både alpha- og beta-udgaverne af den største danske spil-series nyeste skud, men hvorom der stadig er plads til forbedringer er megen af den kritik jeg selv og andre skribenter fremsatte tidligere på året blevet udbedret. Helt generelt er det tydeligt at se, at der er lagt mange timers kæle-arbejde i de små detaljer for både grafik og gameplay.

Surprise! Det er Hitman!

I det nye favntag med Agent 47 har jeg for første gang i mange år, et indtryk af at være vendt tilbage til rødderne i serien. Det adstadige, planlagte og metodiske snigmord som hverken involverer raketkastere, skuddueller eller wrestlingkampe (!). Der foregår masser af små separate historier i banerne: Vagterne sladrer om cheferne, tjenerne brokker sig over gæsterne og kokkene brokker sig over arbejdsforholdene.

HITMAN-review2Paris

Missionerne kræver hyppige tøjskifte. Her har Agent 47 f.eks. smidt slipset.

Flere af de ikke spilbare karakterer har deres egne små agendaer som man undervejs i missionerne kan udnytte. Nogle af dem er pakket fint ind i det nye Opportunities-system: Hvis man overhører en særligt interessant samtale vil spillet spørge om man vil følge sporene derfra. Man bliver derefter ledt igennem en række af små mål (gå derover, find sådan en forklædning, skaf sådan et værktøj, osv.) hvorefter man gennemfører missionen på ekstra udspekuleret facon.

Hvorom opportunities er en god idé strander den lidt ved at være for nem. Så snart man har spottet en opportunity (og bare rolig, spillet sætter alle alarmklokker og fanfarer igang så snart du er i nærheden), er det easy cruising hele vejen til målet.

Det er synd at de fancy løsninger bliver serveret på et sølvfad istedet for, at man får lov at tænke sig frem til »at hvis jeg nu klæder mig ud som dracula, skræmmer livet af niecen, så følger han sgu nok efter hende ind på børneværelset og så…« – heldigvis kan dele af opportunity-systemet slåes fra, hvis man gider at rode lidt med menuerne.

HITMAN-reviewParis

Man kommer vidt omkring fra kælder til kvist.

Det nye format

En stor del af buzzen på internettet har været omkring det nye format ‘Hitman’ leveres i: Syv episoder som udkommer med måneders mellemrum løseligt fordel over hele 2016, med ekstra content til de enkelte pakker udgivet undervejs. Intropakken, som består af et par træningsmissioner og så den første lokation, Paris, kan købes for 109 kroner og en forudbestilling af hele pakken står i 469 kroner. Intro-pakken kan opgraderes til ‘full experience’ for ca. 400 kroner og de separate lokation-pakker kan også købes enkeltvis.

Det er det første AAA-spil som forsøger sig med episodiske releases og lægger stor vægt på det community-baserede indhold. Brugerne vil nemlig kunne udstikke kontrakter (»myrd generalen i vaskekælderen med et ballondyr«) samt deltage i ugentlige udfordringer fra Io Interactive. Ydermere vil der engang imellem dukke ‘Elusive Targets’ op, som er særlige mål i banerne som kun er tilgængelige for en kort stund.

I udgangspunktet har jeg stor tiltro til det episodiske format. Det virkede fremragende for alle Telltale-spillene og kan give et fint fokus på historien bag den enigmatiske lejemorder. Desværre beror det også på, at spillet er interessant nok til at holde spillerne fanget indtil det effektive community opstår, og der derigennem vil blive lavet en masse nyt indhold. Det er netop det, den femte stjerne står og falder med. Hvis ikke det lykkes, så løber ‘Hitman’s nye format risikoen for at blive en relativt middle of the road-firestjernet oplevelse. Så den sidste stjerne er sådan set kun til låns, Io.

I 2017 vil spillet lande på almindelig release med CD og brugermanual for de bagstræberiske typer.

HITMAN-reviewPrologue

Prolog-missionerne er ret meta. Man skal træne ved at træne i et lukket træningsmiljø.

Gad vide om man kan…

Den største forbedring i forhold til ‘Absolution’, som i den grad satte sig midt imellem de genremæssige stole og både prøvede at være et snige- og et action-spil, er at man her har en klar og tydelig fornemmelse af, at få lov at lege i en stor drabelig sandkasse. Banerne er store, interessante og fyldt med små smutveje og tilfældige genstande, der ligger og flyder.

Særligt banedesignet har ansporet mig til at genspille flere af missionerne mange gange. Der er ikke samme catering til de dovne som i tidligere spil, så hvis du er klædt ud som sminkør og skal bruge en dosis rottegift (don’t ask…) ligger den ikke der, hvor det ville være nemmest for dig. Rottegiften er gemt nede i kælderen eller på det forladte loft – hvor man normalt vil finde rotter, og derfor har brug for rottegift.

Spillets level-design formår at balancere mellem en tilfredsstillende grad af realisme og tilpas meget nysgerrighed til at man liiiiige giver den næste tossede idé et skud.

For mig er det netop hvad et ‘Hitman’-spil skal kunne gøre: Provokere mig til at være nysgerrig på om forskellige idéer og planer kan lade sig gøre, og give mig tilpas vide rammer til at føre dem ud i livet. Den tekniske landvinding der er sket siden ‘Absolution’ har naturligvis hjulpet til, at det kan lade sig gøre – men designet af baner, AI og missioner er ikke kun teknisk kapabelt, men også intelligent designet. Det er SÅ befriende at ‘Absolution’s håbløse lineære design og action-fokus er pakket væk til fordel for, hvad der nok bedst beskrives som spændings-drevet adventure.

HITMAN-review1Prologue

Ikke typen, du har lyst til at møde i en mørk gyde.

Småtingsafdelingen

Der er desværre stadig småting, der irriterer mig og trækker lidt fra i den samlede spiloplevelse: Menuerne er håbløst langsomme. Spillet gemmer konstant, hvilket lidt udvander spændingen. Men måske er de hyppige savegames en god idé, da mit spil er crashet en del gange ud af det blå. Soundtracket er ikke ligeså godt som i de gode gamle dage da Jesper Kyd bemandede mixerpulten.

Men hey – det er småting. Det tager ikke noget væk fra den samlede oplevelse af, at ‘Hitman’ er et flot og velpoleret spil som, hvis det fortløbende indhold er interessant nok og kommer tilpas ofte, nok skal give mange timers underholdning og grublen over at få smuglet tryllekunstner-kostumer ind til fashion-shows.

 


Godt

+ God plads til nysgerrighed og opfindsomhed.
+ Fokus på snigeri over massemord
+ Det nye formats muligheder

Skidt

– Opportunities bliver lidt en holden-i-hånd
– Et par crashes i test-perioden
– Det nye formats begrænsninger