Årets ti bedste spil – fra brutal krigsførelse til følsomme tårepersere

Årets ti bedste spil – fra brutal krigsførelse til følsomme tårepersere
Det har været et stærkt år for de store AAA-spil. Rigtig mange opfølgere har stået som stærke perfektioner af et tidligere produkt og ikke bare suppe på en sten. Her følger vores top 10 over de bedste spil i 2016.

10. ‘Pokémon Sun/Moon’

De små nuttede lommemonstre gjorde sig ikke kun relevante i sommerens kollektive ‘Pokémon GO’-nedsmeltning. ‘Pokémon Sun’ og ‘Pokémon Moon’ udkom også i 2016 og er seriens bedste indlæg siden ‘HeartGold’ og ‘SoulSilver’ fra 2009 – som egentlig er remakes af ‘Gold/Silver’ fra 1999.

‘Sun’ og ‘Moon’ rammer en nostalgisk glæde med både tilbagevendende temaer og tekniker, samtidig med teknologi og format der gør spillet bedre og større end de sidste par års maveplaskere. ‘Sun’ og ‘Moon’-spillene puster nyt liv i 3DS’en som ellers var spået en stille lancering i takt med Switch-konsollens fremtur. Godt gået.


9. ‘Dishonored 2’

Det første ‘Dishonored’ gjorde mange ting rigtig godt, men var også et spædt forsøg på at tage bolden fra ‘Thief’-spillene som i mange år har siddet egenrådigt på førstepersons snigmorder-tronen. Toeren træder ud af barneskoene og fortsætter kursen med med større og mere selvsikre skridt.

‘Dishonored 2’ tager et par gear mere, både hvad angår gameplay, historie, teknik og ambitionsniveau. Der er en super balancegang mellem at holde vejret foran skærmen og at småfnise af at smuglytte på NPC’ernes fjollede samtaler.

Læs vores fulde anmeldelse HER.


8. ‘Hitman’

Det spøjst kapitel-udgivne spil fra danske IO Interactive kom afsted på en ret skramlet start først på året. Kapitlerne virkede for korte, indholdet for lidt og der var endnu ikke kommet tur i de mange ambitiøse tiltag som blandt andet Elusive Targets. Det er der nu, og det fungerer ekstremt godt.

‘Hitman’-spillene kan godt blive lidt træge når man finder ud af, at de fleste baner kan løses på én måde og man gider sjældent genspille dem. ‘Hitman’ er det første spil siden ‘Blood Money’, der gør det sjovt at undersøge de mange indbyggede mekanismer og små historier, samtidig med at man får reddet trådene ud i et stort spion-plot. ‘Hitman’ er blevet sjovt og spændende igen.

Læs vores anmeldelse HER.


7. ‘Overwatch’

Når man står på skuldrene af giganter kan udsigten være ret god: Det beviser ‘Overwatch’ fra efterhånden allestedsnærværende Blizzard. Man har lånt lige dele overdimensioneret sten/saks/papir-tænkning fra ‘League of Legends’ og ‘DoTA’ (hvor en karakters evner agerer kontrapunkt til en anden, der til gengæld modsvarer en tredje osv.), samlet det i den hæsblæsende FPS-stil fra ‘Counter-Strike’ og farvet det med Blizzards egen nuttede og særegne streg.

Resultatet er et letgenkendeligt og eSports-venligt mastodontisk spil, der både henvender sig til spillere, som gerne vil have lidt hurtig sjov og de som vil tage ambitionsniveauet helt i top.

Læs vores fulde anmeldelse HER.


6. ‘Uncharted 4: A Thief’s End’

Naughty Dog begik i foråret et af historiens flotteste spil. Til trods for, at være låst til PlayStation 4-konsollen, der ikke kan følge med nyere gaming-PC’er, er det sidste nye Nathan Drake-eventyr flottere end stort set alt andet på markedet endnu.

Det er ikke kun den knivskarpe grafik, det er også detaljerne med fodspor i sneen, dug på spejlet og grus der knaser. Kombineret med Nolan Norths stemmeskuespil bag Nathan Drake og et ‘Indiana Jones på speed’-agtigt plot er ‘Uncharted 4’ et af historiens bedste spil-eventyr og samtidig en af de flotteste oplevelser.

Læs vores fulde anmeldelse HER.


5. ‘Battlefield 1’

2016 blev året hvor metaltrætte ‘Call of Duty’ (endelig) blev overløbet af ‘Battlefield’-serien. ‘Battlefield’ har famlet lidt med at finde sit ståsted, men i år klikkede det. 1. Verdenskrigs-settingen med luftskibe, krigsheste og gammeldaws kampvogne fungerer superbt, og Frostbite-motoren pakker det hele ind i enormt flot grafik som samtidig afvikles hurtigt og uden problemer.

Spillet i sig selv er det klassiske ‘Battlefield’-setup med kæmpestore hold, fartøjer og forskellige klasser af spillere. ‘Battlefield’ rammer den skønne balance hvor én dygtig spiller kan gøre en forskel, men ikke vinde hele krigen. Man bliver nødt til at spille sammen som et hold og ikke kun fokusere på sin egen kill/death-ratio. ‘Battlefield 1’ er et holdspil og tilmed et særdeles fremragende et af slagsen.

Læs vores fulde anmeldelse HER.


4. ‘Titanfall 2’

Kæmpe robotter. Kastestjerner med ild i. Grappling hooks. Flammekastere. Raketter.

Der er masser af spas, gak og løjer i det sublime ‘Titanfall 2’. Tempoet er hæsblæsende og eksplosionerne er (tilpas) store. ‘Titanfall 2’ er tydeligvis en direkte konkurrent til de sidste par års ‘Call of Duty’-spil, der også har leget med idéen om at fjerne korridor-tankegangen og flytte gameplay andre steder hen ved hjælp af løb på vægge, jetpacks, gribekroge og andre ting fra legekassen.

‘Titanfall 2’ er hektisk og voldsomt. Der sker hele tiden noget og de enorme mechs der falder ned fra himlen i tide og utide flytter multiplayer-spillet op på et helt andet niveau end de sædvanlige korridor-ræs, hvor det bare gælder om at være først på aftrækkeren.

Læs vores fulde anmeldelse HER.


3. ‘The Last Guardian’

I år blev året. Efter 2005’s perfekte ‘Shadow of The Colossus’ har GenDesign skiftevis lagt til og trukket fra med deres næste titel – ofte var den lige på trapperne og et par gange blev den aflyst. Tidsplanerne blev rykket og forventningerne stak af i alle retninger.

I 2016 udkom så ‘The Last Guardian’. Forventningerne var tårnhøje, men samtidig ængstelige, men blev heldigvis forløst i et mesterligt spil, der trods et snurresygt kamera fremviste en livagtig, sympatisk og realistisk AI ved kattefuglewhatever-dyret Trico som man skal lokke med på et eventyr igennem faldefærdige slotte og skumle ruiner. ‘The Last Guardian’ er en oplevelse ligeså meget som det er et spil, men vil stå som en milepæl i spildesign for mange år endnu.

Læs vores fulde anmeldelse HER.


2. ‘Dark Souls 3’

‘Demon’s Souls og ‘Dark Souls’ fra henholdsvis 2009 og 2011 gjorde noget helt nyt i en ellers støttehjuls-styret spilverden. De slog dig ihjel. Igen og igen. Uden opmuntrende ord eller redningskranse. Den tilgang har FromSoftware perfektioneret og samlet i ‘Dark Souls 3’. Der er lånt lidt af tempoet fra sidste års ‘Bloodborne’, men det gør kun spilperlen fra den japanske udvikler endnu bedre.

‘Dark Souls 3’ når sublime højder mange gange undervejs i spillet. Der er fantastiske boss-kampe, vilde scenarier, imponerende fortællinger og det er altsammen pakket lækkert ind i et format, der balancerer anerkendende nik til de der har nørdet de andre spil, og dem som dykker ned i den dragende verden for første gang. ‘Dark Souls’-serien når klimaks i 3’eren og havde uden tvivl været årets absolut bedste spil, havde det ikke været for…

Læs vores fulde anmeldelse HER.


1. ‘DOOM’

»DOOM er dumt« skrev vi i anmeldelsen tidligere i år. Det er rigtigt. ‘DOOM’ er ikke subtilt, tænkende eller på nogen måde elegant i sit design. Det er ‘balls to the wall’-action med oversavet jagtgevær og helvedsdæmoner. Men på samme måde som ‘Dark Souls’ overvældende sværhedsgrad føltes som en kommentar til spilverdenens curlingforælder-tankegang, er udvikleren bag ‘DOOM’ tydeligvis træt af alle de standarder spil efterhånden lever efter. Tutorial-levels, højtragende historier, kvinder der skal reddes, plot der skal forklares og alt det andet som vi er blev vant til.

‘DOOM’ tager den lige en tak ned og viser i allerede første scene at du – passende ukreativt døbt Doomguy – er mega badass og at dæmonerne bare skal have på lampen. Hvorfor? Fordi det er fucking dæmoner.

‘DOOM’ gider ikke stille spørgsmål eller diskutere, hvad der er rigtigt og forkert. Der er så mange vink og blink til andre spils overtænkning af vores elskede medie, at den underliggende pointe tydeligvis er, »fuck jer«. Id Software kunne have lavet et spil ligesom alle de andre, men har valgt at lave noget helt unikt, hvor tempo, sjov og ballade tager førersædet væk fra forklaringer og ‘do what is right‘-spillene.

‘DOOM’ er et spil lavet til spillere; alle dem der kender spilmiljøet og ved hvad de skal forvente sig af first person shooter-spil. Man bryder med alle forventningerne og afleverer det spil, som alle ikke vidste at de gerne ville have.

‘DOOM’ er dumt – men det skal spilmediet have lov til at være fra tid til anden. ‘DOOM’ er spillernes spil – og årets spil.

Læs vores fulde anmeldelse HER.

Læs også: Alt om året der gik – kåringer, tilbageblik og interviews

Sponsoreret indhold