Anmeldelse: ‘Overwatch’ rammer alle de rigtige knapper i en udtærsket genre
Blizzard har en fantastisk næse for at bygge langtidsholdbare franchises: Se bare ‘Diablo’, ‘Warcraft’ og ‘Starcraft’. I de seneste par år fokuseret på at fange eSportens sjæl i spil som ‘Hearthstone’ og ‘Heroes of The Storm’. Deres force har været den nøjsommeligt kalkulerede strategi-genre i både ‘Hearthstone’, ‘Starcraft’, ‘Warcraft’ og ‘Heroes of The Storm’ og sideløbende har de vist at de var arkivmeteren for koloenorme MMORPG-spil med galleonsfiguren, ‘World of Warcraft’.
Da de meldte sig ind på shooter-banen med ‘Titan’, som i 2014 blev skrinlagt, skulle de pludselig matches med storspillere i en helt anden genre. ‘Call of Duty’, ‘Battlefield’, ‘Counter-Strike’ og ‘Team Fortress 2’ sad solidt på markedet og det syntes svært for den ellers mastodontiske udvikler at finde plads til en ny niche. Troede vi.
Samtidig med konkurrenten Gearbox Softwares ‘Battleborn’ sendte Blizzard ‘Overwatch’ på banen som kulmination på en aggressiv PR-kampagne. Vi har haft fingrene i frugten af Blizzards sidste par års arbejde, og vi har råbt, jublet, grint og kastet med controllers.
Arena Shooter? Hero Shooter? MOBA?
Kært barn har pokkers mange navne og med de nye genremæssige dansetrin er Blizzards yngling ingen undtagelse. Spillet slægter i nogen grad ‘Team Fortress 2’ på, da hver runde går ud på at alle spillere (fem på hvert hold) vælger én af 21 karakterer for dernæst at hoppe ned i arenaen, hvor enten fjender skal nedkæmpes eller objectives skal forsvares og angribes.
Dog er der udvidet i den ellers slidte shooter-genre, da man har skelet til spil som ‘DOTA’ og ‘League of Legends’ ved at lade hver karakter tilhøre én af fire kategorier: Offense, Defense, Tank og Support. Ydermere har hver karakter fem evner (aktive som passive), der skal bruges sideløbende med karakterens unikke våben. Resultatet er et nytænkt genremæssigt indspark, som dog stadig virker velkendt og som man hurtigt evner at finde rundt i.
‘Overwatch’s gameplay fordeler sig på fire game modes: Escort, Assault, Hybrid og Control. Men forskellen i hvordan folk spiller i de forskellige baner er forsvindende lille. Alle de kampe jeg har taget del i, har været befolket af trigger-happy tosser, der stormede frem over hustage og ad nærmeste gade og stræde for at få leveret en salve krudt og kugler i fjendens generelle retning, inden de selv har måttet bukke under for en tilsvarende strategi fra det andet hold. Rinse and repeat.
Det gør dog ikke spor. Det hektiske tempo og myriaderne af strategier, der melder sig som følge af de mange forskellige karakter- og rolle-kombinationer gør, at selv den hovedløse fuld-kraft-frem holdkammerat bliver et muntert indslag i skydegalleriet. Hvorom Blizzard tydeligvis gerne har villet lave en strategisk tung shooter, fortaber de gode intentioner sig i et herligt multifacetteret karaktergalleri og den velkendte aftrækker-tunge online-mentalitet. Heldigvis fungerer det stadig storartet.
Glorificeret skydetelt
Selve gameplayet i ‘Overwatch’ fungerer flydende og velkendt, men med tilpas mange krøller til at man ikke bare kan slå hjernen fra og holde aftrækkeren nede. Særligt i de forskellige karakters mobilitet sker der ting og sager i forhold til f.eks. ‘Counter-Strike’ og ‘Team Fortress 2’.
Nogle kan forcere bygninger i ét Superman-agtigt hop, imens andre er hensat til at vralte tonstungt ned af banernes korridorer. Nogle har bevægelses-orienterede abilities og kan flyve, svæve eller sprinte, og andre er armerede tanks der kun kan veksle i mellem forskellige outputs af krudt og kugler.
Det, der virkelig sætter ‘Overwatch’ ud af feltet, af nye generiske skydespil er i høj grad fornemmelse af at zappe rundt mellem de forskellige karakterer. Det er uendeligt svært at få udtryk som tyngde og pondus kommunikeret ud igennem et spil, men ‘Overwatch’ lykkes med det. Alle spillets tanks føles tank-agtige, med langsomme bevægelser, men gode evner som kugle-svampe på slagmarken, og offense-karaktererne er lynhurtige og fantastiske til at flankere modstanderne inden deres uforlignelige evne til at sprede død og ødelæggelse på et kort øjeblik slippes fri.
Karaktererne føles forskellige, og valget af hvem man spiller som, kommer hurtigt ikke kun til at handle om hvem der er mest effektiv, men også hvad man personligt bedst kan li’. Det er en designmæssig genistreg at Blizzard er lykkedes med 21 forskellige figurer som alle bidrager med noget forskelligt til kampene, og samtidig føles så forskellige. Det er er med til at give spillet en poleret fornemmelse, og til at gøre ejerskabet over karakterne (“Winson er bare min yndlings!”) desto større.
‘Overwatch’ vs. ‘Battleborn’
Udgangspunktet for ‘Overwatch’s storstilede PR-aktion henover de tidlige sommermåneder var ikke kun at melde spillets ankomst. Det var ligeså meget for at trumfe igennem overfor tvivlere, at ‘Overwatch’ var hero shooteren man bare SKULLE ha’, fremfor Gearbox Softwares ‘Battleborn’.
Modsat ‘Battleborn’ fokuserer ‘Overwatch’ udelukkende på online-delen af spiloplevelsen. Der er ingen kampagne og ingen kære mor, såfremt bredbåndsforbindelsen ryger sig en tur. ‘Overwatch’ er et online multiplayer-spil. Men som modsætning til ‘Battleborn’ er ‘Overwatch’ bare virkelig virkelig godt.
Modsat ‘Battleborn’ er actionen i ‘Overwatch’ tilstede fra første færd og online-kampenes klimaks starter tidligt og varer længe. Den grafiske stil er ikke ligeså unik som hos den direkte konkurrent, men Blizzards efterhånden legendariske evne til at skabe humoristiske og nærværende karakterer ud af alt fra cyber-gorillaer, over robotter og videre til forskellige stereotype humanoider trækker stikket hjem.
‘Overwatch’s persongalleri er lige i øjet og indeholder personer hvis tanker og eventyr man rent faktisk har lyst til at høre mere om. De bønner har Blizzard (naturligvis) forudset, og har i foråret og over sommeren udgivet en lang række faktisk ganske udmærkede tegneserier om spillets helte og skurke.
‘Overwatch’ er ikke kun et bedre spil end ‘Battleborn’, det er også sjovere, mere langtidsholdbart og en all-round lækrere spiloplevelse.
Utrolige ‘Overwatch’
‘Overwatch’ er et uhyre ambitiøst spil, og holdet bag har da også for længst meldt ud, at de forventer en stabil plads i eSports regi. Hvad der lignede (lidt for) store armbevægelser synes pludesligt som et ganske opnåeligt mål for Blizzards nyeste stjerneskud.
Til trods for lidt balance-problemer karakterne imellem (Gider I godt lige tone McCree bare lidt ned, Blizzard?) er alle kampene sjove, hektiske og godt afmålte, og både format, interface og humor er endnu en gang lige i øjet. Blizzard er mestre i at designe ting der er lækre at bruge, og ‘Overwatch’ er lynhurtigt blevet årets (indtil videre) multiplayer-perle.
Godt
Fornøjeligt hektisk
Flydende gameplay
21 lige effektive og lige vedkommende karakterer
Skidt
Kan være ubarmhjertigt at lære
Enkelte balance-problemer
Ikke altid helt stramt nok strategisk fokus i banerne