‘Dark Souls 3’ er det hidtil mørkeste, sværeste og bedste spil i serien

Til trods for en håndfuld mekaniske og grafiske lige-ved-og-næsten øjeblikke markerer ‘Dark Souls 3’ sig som en tidlig favorit til årets spil 2016. Den bevidste udvælgelse af de bedste elementer fra 1’eren, 2’eren og det uægte plejebarn ‘Bloodborne’ er tydelig.

Sammenholdt med den oprindelige instruktør, Hidetaka Miyazakais, tilbagevenden, skaber det rammen om et spil der fremstår velkendt og på sin helt egen uhyggelige måde trygt, men samtidig er et nyt og inspireret nedslag i den fortjent populære serie af modbydeligt hårde spil.

Svært, men aldrig besværligt

Jeg startede ‘Dark Souls 3’ med at sidde fast. Ikke som i, at jeg ikke kunne gennemskue den rigtige vej, eller finde nøglen der passede i den store dør. Jeg sad ubehjælpeligt fast ved den første boss, som i vanlig FromSoftware-stil dukker op efter små ti minutter. Jeg blev slået ihjel igen og igen og igen. Det føltes helt ligesom det altid har gjort – svært uden at være besværligt.

Jeg kunne sagtens se, hvornår jeg skulle angribe, hvornår jeg skulle holde mig væk og hvornår jeg skulle tælle til ti for ikke at kaste controlleren gennem vinduet. Jeg kunne bare ikke gøre det: Jeg var ikke dygtig nok. Det var tydeligt allerede fra starten, at ‘Dark Souls 3’ ikke fedter for det stadigt voksende publikum. Det er stadig ubarmhjertigt, svært uden nogensinde at blive besværligt og et gennemgående fantastisk spil.

Det nyeste Souls-spil står på skuldrene af sine forgængere, men er samtidig sit helt eget spil. Det er tydeligt at FromSoftware har valgt meget bevidst både til og fra i deres bagkatalog. Tilbage står det kendte univers, de utilgivelige kampe og den gennemgribende følelse af at vandre rundt i et sjælefuldt, men modløst landskab.

2’erens ensrettede korridorer viger pladsen til fordel for 1’erens maleriske og åbne banedesign, og kampsystemet udvides med det bedste fra ‘Bloodborne’. Overgangen til den nye generation af konsoller (som også Bloodborne udnyttede til fulde) tillader en detalje-rigdom i både grafik og fortælling som hverken 1’eren eller 2’eren opnåede. ‘Dark Souls 3’ er klimakset i det drabelige eventyr, der efter snart 7 år når sin afslutning.

 

Himmelstormende historiefortælling

‘Dark Souls 2’ var egentlig et rigtig godt spil, men mumlen i krogene af det altid kritiske gaming-miljø afslørede en følelse af at være blevet spist af med idéer og designvalg som var tilovers fra det overflødighedshorn som 1’eren var. Den tanke må have spredt sig til FromSoftware også. Hidetaka Miyazaki er tilbage i stolen som instruktør og det ses tydeligt i historiens pacing, fortællingens detaljerigdom og den opslugende stemning som inddrager spilleren fra første færd.

Det etablerede univers fra de første spil danner rammen for Miyazakis visionære fortælling. Grundelementet er de cykliske skift mellem lys og mørke kendetegnet ved om Den Første Flamme brænder eller ej. Flammens beskyttere har forladt deres troner, og det er op til spilleren at bringe dem tilbage, koste hvad det vil. I bedste eventyr-stil er de almægtige beskyttere draget til hvert sit af verdens hjørner, så man skal igennem giftige marsklandskaber, uhyggelige fangekældre og himmelstormende tinder imens man nedkæmper alle slags kendte og ukendte monstre og væsner.

Som spiller er man tungen på vægtskålen i forhold til mennesker eller verdensorden skal bestå – hvis man da overhovedet har en indflydelse. ‘Dark Souls’ er ingenlunde bange for at slå store filosofiske og dramaturgiske diskussioner op når scenen skal sættes – og selvom man ikke fanger alle detaljerne i historien er stemningen og ånden i spillet kraftfuld og fængende.

 

Baggrundshistorien i universet er rigt beskrevet og smukt fortalt, hvis man orker at læse beskrivelserne på de våben, rustninger og amuletter, man falder over undervejs. Store dele af spillet vil dog opleves som en famlen i mørket efter meningen med, hvorfor det lige netop er en selv, der skal agere boksebold for drager, monstre og alskens anden ondskab.

Indlader man sig på den store baggrund for karakterer og hændelser i universet åbenbarer der sig et narrativ, som maler både smukke billeder og tragiske skæbner. Orker man ikke det store lede- og læse-arbejde findes der en overflod af YouTube-kanaler, der excellerer i netop denne del af Souls-universet.

Du kan ikke gemme dig bag dit skjold

Ligeledes udfordrende er kampsystemet. Går man til ‘Dark Souls’-spillene som vanlige action/hack’n’slash action-oplevelser à la ‘God of War’, vil man hurtigt se sig selv løbe panden mod muren, i håbet om at muren flytter sig. ‘Dark Souls’ er svært, og 3’eren føles endnu sværere end de tidligere spil.

 

Det virker som om, at udvikleren forventer at man har spillet og mestret de tidligere spil inden man ”får lov” at opleve ‘Dark Souls 3’. Kampsystemet er sindrigt og detaljeret, særligt nu hvor alle våben har et Weapon Art som er et unik angreb eller evne som i svingende grad komplimenterer våbnet: Nogle våben giver en kortvarig buff til spilleren og andre har unikke angreb eller bevægelser – det giver en ny dybde i kampene som kan være svær at mestre, men som bygger endnu et lag på det i forvejen dybe kampsystem. Det nye element i kampene vil byde selv garvede spillere at starte lidt forfra – til gengæld føles det bedre end nogensinde før at fange det perfekte flow midt på slagmarken.

Man overlever kun, særligt mod spillets mange bosser og mini-bosser, hvis man ser sig for og overvejer sit næste skridt, men man kommer ingen vegne med passivitet. I ‘Dark Souls 3’ bruges et skjold allerbedst til at slå fjenderne i ansigtet med – ikke til at gemme sig bag.

‘Dark Souls 3’ er et spil, der ikke kun bliver bedre og rigere jo mere tid man investerer i det – det nærmest forlanger koncentration, opmærksomhed og eftertænksomhed for at man overhovedet kan gennemføre det: Et effektivt og medrivende spildesign sørger for, at det aldrig bliver hovedet under armen-læring, men derimod en målrettet mestring af alle spillets komponenter som hele vejen igennem drives af, at man bare MÅ vide hvad der gemmer sig bag den næste creepy slotsruin.

Et kunst- og mesterværk

I ‘Dark Souls 3’ genbesøges flere personer, lokationer og fortællinger fra de tidligere spil – det bliver aldrig forceret eller for meget, de udvalgte gentagelser giver mening i universet og skaber et indtryk af sammenhæng og fuldendt narrativ. Det er svært at afsløre for meget uden at underminere oplevelsen af de kærkomne gensyn, så jeg skal lade overraskelserne forblive indhyllet i mørke.

‘Dark Souls 3’ er et spil der på fornem vis formår at balancere det nye med det gamle, det spændende med det velkendte og hele tiden har en understrøm af målrettethed. Man får fornemmelsen af et spil, hvor der ikke er taget den korteste vej over gærdet på noget tidspunkt, men hvor man hele tiden har søgt at skabe den optimale spil-situation, hvad enten det drejer sig om den magiske fortælling eller det indviklede men åh-så-givende kampsystem.

‘Dark Souls 3’ formår en række nærved perfekte temposkift, hvor man det ene øjeblik kæmper sig ud af håbløse og hektiske situationer, og i næste sekund forsvinder i et øjebliksbillede hvor eventyrlige lokationer og livagtige karakterer indfanger en i orkanens øje inden næste kaotiske kamp på liv og død danser over skærmen.

‘Dark Souls 3’ er ikke kun det bedste spil fra FromSoftware, men også et tidligt bud på årets spil.

‘Dark Souls 3’ balancerer mellem mesterværk og kunstværk, og fortjener fuldt ud sin topkarakter.

 

---

Godt

+ Fantastisk univers, der kigger både bagud og fremad.
+ Fantastiske kampe, der tager pusten fra en.
+ Tydelig opgradering af både grafik og animation.

Skidt

– Enkelte steder opleves framerate-drops
– Kan være nærved umuligt for nye spillere.