‘Doom’-anmeldelse: Dum, rå vold i herlig HD genopliver fordums rendyrkede spilleglæde
‘Doom’ har reduceret mig til en smådum, prepubertær »åårh hvad?!«-udbrydende knægt, og det er virkelig et positivt tegn.
Masser af spil har fået mig til at udbryde veltilfredse lyde, anerkende nik og en sjælden gang imellem et »novra«, hvis bølgerne går virkelig højt. Men »årh hvad?!« var en frase, der forsvandt fra mit vokabularium i takt med at 90’erne sluttede. Indtil Bethesda smed ‘Doom’ på gaden i 2016.
‘Doom’ oppisker nemlig en fuldkommen uforfalskelig barnlig glæde i grænselandet mellem moderne og dumt. Fuck realisme. Her er en shotgun, der er en dæmon, you know what to do.
Alle skydespils bedstefar
Det første spil i serien (der også bare hed ‘Doom’) udkom i 1993 og var den naturlige opfølgning til den succes spillets tre skabere, Tom Hall, John Carmack og John Romero, året forinden havde haft med legendariske Wolfenstein 3D – det første “rigtige” 3D-skydespil.
‘Doom’ skiftede settingen fra Nazityskland til Mars og Helvede og skruede op for dysterhed, soundtrack og mængden af blod og indvolde det var fysisk muligt for datidens grafikkort at fremmane på en skærm. Dermed skabte de et spil der, på godt og ondt, skulle gå over i historien som et af de vigtigste moderne computerspil.
I årene efter ‘Doom’s enorme succes gik trioen af legender i spilbranchen hver til sit, men har sidenhen haft fingrene i bl.a. ‘Quake’, ‘Rise of The Triad’, ‘Duke Nukem 3D’, ‘Deus Ex’, ‘Hexen’, ‘Oculus VR’ samt skabt det allestedsnærværende udtryk ‘Deathmatch’. Det giver derfor kun god mening, at på de få projekter, hvor nogle af tidens største og mest visionære hjerner arbejdede sammen, skabtes der historiske resultater.
Med det nyeste Doom-skud på stammen, som kun John Carmack kort var inde over, vender serien stærkt tilbage til sine rødder og dropper de horror-elementer som man forsøgte at introducere i ‘Doom 3’ fra 2004. ‘Doom’ er og skal være et skydespil med ond musik og et adrenalin-pumpende tempo. Og hvor er det skønt at se, at det er nøjagtig hvad der bliver lækkert serveret i den her omgang. Inspirationen fra gyser-genren er i den her iteration droppet til fordel for andre genre-definerende perler fra midthalvfemser-ophavet som ‘Quake’ og ‘Unreal’. Det klæder spillet enormt.
»If an enemy has a head, it’s a weak spot«
Plottet er hverken genialt eller særligt gennemtænkt: Man sættes i førersædet af Doom Marine som vækkes fra sin tusindårssøvn samtidig med en myriade af dæmoner invaderer en rum-base på Mars. En del af de overlevende mennesker har – naturligvis – stiftet en kult, der gerne så Satan & Co. indtage Mars og/eller Jorden. Det er spillets rammer.
‘Doom’ forsøger ikke engang at opfinde den dybe tallerken med plottet, og det er så afsindigt befriende. Man kan fuldstændig slå hjernen fra og koncentrere sig som at tonse fremad med det grungy, industrielle soundtrack skruet hele vejen op på tinnitus.
I forhold til de klassiske ‘Doom’-spil er tempoet skruet lidt op og der er indlagt et par moderne installationer: Man kan opgradere både sine våben og sit ‘Praetor Suit’ undervejs. Shotguns kan udstyres med granatkastere, maskingeværer kan ombygges til små missilvåben og alt i alt kan langt de fleste våben bare opgraderes til at sprænge dæmoner og djævleyngel i småstykker på endnu flere måder.
Det tager aldrig overhånd og bliver et grind, men fungerer fint til at holde våbnene og progressionen interessant hele vejen igennem. Våben-opgraderingerne foregår efter et enten/eller-system hvor man vælger én af to opgraderinger som hver især har deres egne mini-opgraderinger. Valget mellem granatkaster-shotgun eller lidt bedre sigtekorn-shotgun bliver dog aldrig rigtig et dilemma: Det rigtige svar er altid det, der giver flere eller større eksplosioner. Altid.
Masser af aflivningsmuligheder
Foruden de mange våben – heraf flere gamle kendinge som Super Shotgun og BFG – kan dæmonerne også aflives via Glory Kills. En såret dæmon vil blinke blåt/orange og vandre rundt uden at angribe i en håndfuld sekunder. Hvis man laver et melee-angreb i den periode, forkæles man med en smækker lille sekvens, hvor Doom Marine på særligt brutal vis afliver ofret.
Én mulighed er at rive en arm af og bruge den som kølle, alternativet kunne være at feje benene væk under ofret og placere sin soldaterstøvle størrelse temmeligt stor i det (åbenbart) bløde kranium eller måske endda en kæk lille boksekombination med rigelig blodsprøjt som bonus. Der lægges ikke fingre imellem når monstrene skal aflives og man belønnes tilmed rigeligt for det: Et Glory Kill giver både liv og ammunition retur som var monstrene kun fastelavnstønder fyldt med opgraderinger i snackstørrelse.
Den klassiske ‘Doom’-motorsav gør selvfølgelig en succesfuld genkomst. Den kører på benzin og dæmonerne kræver, alt efter størrelse, enten 1, 3 eller 5 benzinenheder for at blive savet i blodige småstumper – til gengæld sprøjter det så ud med ammunition til de andre våben bagefter. Yatzy.
Et teknisk kvantespring
‘Doom’ anno 2016 er en usædvanligt velpoleret spiludgivelse. Jeg testede det til PlayStation 4 og oplevede stabile 60fps på fuld 1080p lækker grafik. Foden løftes sjældent fra speederen og id Tech 6-motoren (som er udviklet til Doom) trækker hele herligheden uden at kny.
Load-tiderne er lidt vel lange, men markant kortere til PC – eller hvis man installerer en SSD-disk i sin Playstation. Det høje tempo er den største udfordring. Hvis man forventer en taktisk shooter hvor der skal præcissionsskydes efter små mål fra en stillesiddende position i banens mørkeste hjørne, er man hurtigt i den modtagende ende af en omgange læsterlige klø.
‘Doom’ lever efter devisen: ‘Her er en shotgun. Der er en dæmon. God fornøjelse.’ og den eneste funktionelle strategi er at holde aftrækkeren nede alt imens man holder ét øje på dæmonerne, der hurtigt hober sig op og det andet øje på banens udformning, så man ikke pludselig er circle-strafet over i et hjørne med en samling hårdtslående Hell Knights foran sig. Fuld fart fremad og aldrig se sig tilbage.
Dum ultravold i herlig HD
‘Doom’ er dumt. Men det gør også mig dum på den lalleglade og fnisende facon. Jeg hvinede af fryd, da en tilfældig dør åbnede sig med samme lyd som de gjorde i 1993, og da jeg samlede min Super Shotgun op var gensynets glæde næsten lige så stor, som da jeg første gang mærkede det veldesignede »HAAROOMPF!« som et klik på aftrækkeren afstedkommer.
‘Doom’ er ultravoldeligt, men forsøger aldrig at holde en realistisk maske, på samme måde som så mange andre spil gør det. Det er en tiltrængt tur tilbage til 90’ernes glade dage, hvor spilleglæden var i centrum og realisme var en fodnote. Man hverken gad eller forventede at skulle tænke ret mange gange over hovedpersonens motivation eller baggrund. Således er det også i ‘Doom’.
Det er ikke bare et fantastisk godt spil, det lander også på et fantastisk tidspunkt. Hvor ‘Call of Duty’, ‘Battlefield’, ‘Overwatch’ og alle de andre prøver at finde på nye ting (med særdeles varierende held) går ‘Doom’ tilbage til skydespillenes rødder og har 20 års know-how med i bagagen. Resultatet er et toptrimmet, hysterisk morsomt og hamrende fornøjeligt spil, der nemt giver over ti timers underholdning bare i kampagnen, og derudover har en rigtig fin og underholdende multiplayer-del.
‘Doom’ er en FPS-oplevelse helt på højde med ‘Half-Life’, ‘Call of Duty: Modern Warfare’, ‘BioShock’ og ‘Quake’. ‘Doom’ er fyldt med »årh hvad?!«-øjeblikke fra start til slut og serverer huskværdige kampe hele vejen igennem. Et trefoldigt leve for id Softwares triumfante tilbagevenden til spilmarkedet. Hip hip motherfucking hurra.
Godt
+ Hæsblæsende action fra første sekund
+ Herlige nik til 90’ernes spil og stil
+ Solid singleplayer-kampagne og virkelig sjov multiplayer
Skidt
– Man kan nemt komme til at råbe sig hæs i glædesudbrud
– Ikke megen historie-fortælling
– Så sjovt at man glemmer sine andre spil (og husdyr)