Giana Factory

Hvis Robyn og Depeche Mode tog direkte i studiet efter en tur på Berghain, ville det formentlig lyde lidt som Giana Factorys andet album, der excellerer i dunkel electropop.

Har man hørt den fremragende single ’I Live at Night’ har man sådan set nogenlunde styr på konceptet. ’Lemon Moon’ er nemlig, ligesom den fængende single, en slags dekonstruktion af et dystert og dunkelt rave. Enkle guitarfigurer og Loui Foos monotone spøgelsesvokal pulserer derudaf ovenpå elektroniske trommespor, der drillende lokker med et klimaks, der aldrig indfinder sig. Den mere eftertænksomme leg med festmusikkens hedonistiske virkemidler minder en smule om The xx, dog uden at have briternes stringente minimalisme.

Læs også: Se den dystre musikvideo til ‘I Live at Night’

Det tilbageholdte åndedræt klæder Giana Factory, der virker mest på udebane, når synth-huggene truer med at tage magten. Som på det anonyme titelnummer og den electroclash-kitschede ’My Power Obey’, der aldrig rigtig kommer ud af stedet.

’Don’t Fall In Love’ og ’Walking Mirror’ er dog med hver deres fabelagtigt veloplagte omkvæd beviser på, at Giana Factory har ramt rigtigt med deres nye retning. Her er de allerbedst. Det er mørk electropop med skæve kanter, og energien fra en storbynat med sin korte vej fra optimistisk eufori til kulsort afmagt, som det skal blive interessant at se, hvordan den københavnske trio vil formidle live.