Yeasayer – den fortænkte fest

I de seneste år er r’n’b-sangere gået i kødet på indie-verdenens koryfæer. Samtidig har et Brooklyn-band som Yeasayer ladet sig inspirere af Aaliyah og Timbaland på deres seneste album, hvilket trioens guitarist Anand Wilder har kaldt et »vanvittigt r’n’b-album«. Onsdag aften i Pumpehuset stod kulturudvekslingen klarest under ’Longevity’, der forenede et velbehageligt slæbende beat med en omskiftelig violin-sample solo.

Selvom gruppen tydeligvis havde gjort en stor indsats for at overføre ’Fragrant World’s detaljerede elektroniske elementer til scenen, var det oftest de tracks der i forvejen favoriserer det umiddelbare fremfor det (over)tænkte, som fungerede bedst. ’Henrietta’s electrorock blev gjort mere bastant af tour-trommeslageren Cale Parks og kontrasten til det bløde, svajende coda blev højnet. Hvorimod ’Reagan’s Skeleton’ på plade er et relativt forglemmeligt bekendtskab, gav trackets koklokke-assisterede disco og Ira Wolfs fremtrædende bas i live-versionen lidt tiltrængt dansemateriale ovenpå ’Demon Road’ og ‘Folk Hero Shtick’, der fremstod mere som velmenende forsøg på genrekorrumpering end egentlige sange.

Læs anmeldelse: Yeasayer ‘Fragrant World’

’O.N.E.’, der i originalversionen kan fremprovokere en øjeblikkelig fysisk reaktion, var desværre blevet omdannet fra et sprudlende, solbeskinnet ferieø-scenarie til en mid-tempo-traver med dronende synth. »It’s hard having fun / It’s much easier said than it’s done«, sang Chris Keating og man forledtes til at spørge hvorfor det skulle gøres endnu sværere.

Når Yeasayer giver sig selv lov, kan bandet levere popsange, der taler til både hjerne og krop. Således var det ’Madder Red’s dramatiske 80’er-pastiche og fængende vrøvle-refrain, der tog kegler hos publikum, mens mødet mellem det urolige, pinball-lignende orgel og de simple, opmuntrende vendinger på ’Ambling Alp’ – måske det tætteste bandet er kommet på popperfektion – ikke overraskende også var det tætteste aftenen kom på fællessang.