‘Abernes planet: Revolutionen’
Den sidste film i denne prequel-trilogi forventes at få premiere i 2016, og skønt den endnu ikke fået en titel, kan vi være ret sikre, at det ikke bliver noget med ’Menneskenes planet’. Dagen gryr for abernes tid, og menneskene er på røven. På en måde ved vi, hvordan det hele ender.
I ’Abernes planet: Revolutionen’ er der gået mere end 10 år siden hændelserne i forgængeren, hvor nogle forsøgsaber fik forøget intelligens og blev udløsere af en for mennesker dødelig abe-influenza.
Menneskenes samfund er nu brudt sammen, og de få overlevere hutler sig igennem i en primitiv enklave i byen. Imens har aberne, ledet af den kloge Caesar, opbygget et abe-utopia i skoven, hvor de trives som én stor familie og tror menneskene er uddøde. Men arterne mødes igen. Der skabes en skrøbelig fred, som hurtigt afløses af et opgør, og aberne, som regner sig for bedre end de krigeriske mennesker, må indse, at de også selv har anlæg for ondskab, og ikke alle kan overholde reglen »Abe må ikke dræbe abe«.
’Abernes planet’ fra 1968 havde originalitet og overraskelser – dens twist-slutning er en popkulturel milepæl. Overraskelserne mangler i de nye film, for publikum loves i titlen, at planeten en dag vil styres af aberne, og denne film bringer os et skridt nærmere det uundgåelige. Netop det er ofte problemet med prequels, medmindre de som ’Star Trek’ og ’X-Men’-serierne bruger tidsrejser til at åbne op for nye slutninger. Vi har allerede været der, hvor turen ender, så kræfterne bruges på at føre os ad flotte omveje.
Til gengæld har det også betydet, at filmserien er fri af lænkerne fra kravet om en lykkelig slutning, og det er noget særligt blandt sommerens blockbusters. ’Abernes planet: Revolutionen’ har en mørkere tone og kan oprigtigt siges at behandle temaer som politik, lederskab, familie, loyalitet og svigt.
Instruktøren Matt Reeves (’Cloverfield’, ’Let me in’) formår at lave effektive actionscener, og særligt en krigssekvens, hvor kameraet er fastspændt på en roterende top af en tank er visuelt opfindsom. I de mere følsomme scener er det stadig nærmest mirakuløst at se, hvordan computeren har oversat de små bølger af følelser, der ruller over skuespilleren Andy Serkis’ digitalt scannede ansigt, til chimpanzen Caesars ansigt. Det ligner ægte liv.
Den sidste film i trilogien kunne godt undvære menneskene helt. Aberne kan sagtens stå alene, og det ville være den oplagte evolutionære udvikling af denne filmserie.
Kort sagt: En krigsfilm om politik, familie, loyalitet og svigt. Anden film i trilogien beviser, at serien om abernes planet har udviklet sig til et intelligent stadie sjældent set blandt sommerens blockbusters, også selvom vi ved, hvordan det hele ender. Den hedder jo ikke ’Menneskenes planet’.
Læs også: Sådan ser det ud når Andy Serkis spiller abe