Solbrud

»En dag bliver solen sort«, lød en af det danske punkmiljøs velkendte paroler tilbage i start-80’erne. Et udsagn, som næsten får profetisk karakter, når man indfinder sig i selskab med den københavnske black metal-kvartet Solbrud og deres intimiderende andet udspil. Her er der nemlig både koldt og mørkt at være. Forstået i yderst positiv forstand.

Kvartetten fik velfortjent en del opmærksomhed og en Steppeulv-nominering for deres selvbetitlede debut, og lykkeligvis cementerer og forstærker ’Jærtegn’ et billede af orkesteret som et af landets fremmeste eksponenter inden for denne dunkle genre netop nu.

Solbrud spiller atmosfærisk sortmetal af klassisk snit. Lyden på albummets fire episke kompositioner står således på skuldrene af kulsorte norske metaleminencer som Burzum, Emperor og Mayhem, men for helvede, hvor københavnerne forvalter arven overbevisende.

Læs også: Anmeldelse af Solbruds satans flotte Roskilde-koncert

»Oh, hvilken stilhed, så stille før stormen skal hærge / og hærge skal den, som et sagte tæppe af død«, skriger frontmand Ole Luk på det foruroligende åbningsnummer, ’Sortedøden’, hvis tekstunivers meget symptomatisk for genren kredser om død, mørke og naturens voldsomhed. Musikalsk starter nummeret aggressivt og skurrende med en massiv lydmur, der bruser og brænder. Senere skrues tempoet ned, hvor mere afdæmpede og melodiske passager gives plads, inden et kværnende inferno atter bryder ud. Der er styr på dynamikken.

Ligeledes er den kvarterlange ’Klippemennesket’ værd at fremhæve for sin fænomenale stemningsopbygning, de flænsende guitarbølger og sit mavepustende stortrommeangreb, men albummet er generelt et voldsomt respektindgydende udspil.

Læs også: Interview med Solbrud: »Vi er forundrede over at være nået så bredt ud«