Hiss Golden Messenger

I MC Taylors sangskrivningsunivers mødes bibelsk strenghed og tilgivelse i en række gospelrullende oder, hvor The Bands rockede traditionsforvaltning aldrig er langt væk, men omvendt heller ikke overdøver den personlige stemme, der er på spil.

Efter de fremragende ’Haw’ og ’Bad Debt’ – et henholdsvis bredt udfoldet og nedbarberet bud på nutidig americana – finder man et mere poleret folkrocket udtryk på ’Lateness of Dancers’. Der lægges utroligt stærkt fra land med tre fremragende sange: Den Bob Dylan-skælmske ’Lucia’, den Van Morrison-inspirerede ’Saturday’s Song’ (albumcoveret ligner en hilsen til Van the Mans mesterværk ’Veedon Fleece’) og den tremolo-guitar-duvende ’Mahogany Dread’, hvis orgelriff giver mindelser om The Bands Garth Hudson, men i en så lækkert  veltempereret aftapning, at et softrock-inspireret navn som Josh Rouse lurer som referencepunkt.

Pænheden – og nogle lidt mindre skæbnetyngede tekster – giver gevinst på den korte bane, men koster lidt på den lange. Sangene på albummets anden halvdel hiver ikke helt fat i jakkereverset som den indledende trio af sange, selv om den simple opskrift med violin, banjo og klaver på de afsluttende ’Chapter & Verse’ og ’Drum’ har en underspillet charme.

’Lateness of Dancers’ udgør et stærkt bud på americana med potentiale til at nå bredere ud end til en smal, dedikeret klike. Virkelighed og myte, fortid og nutid, smelter fortsat fornemt sammen i Hiss Golden Messengers musik, selv om virkeligheden og nutiden er blevet tydeligere på bekostning af de mystiske åbenbaringsøjeblikke end på tidligere udgivelser fra MC Taylors hånd.