’Bankerot’
Mens ’1864’ den seneste uges tid har vakt større debat end Danmarks beslutning om at gå i krig, er en helt anden ny DR-serie fløjet under radaren og lige lukt ind på sendefladen.
Det vil være meningsløst at sammenligne Ole Bornedals storladne krigsepos med Kim Fupz Aakesons halvtimesserie i otte afsnit, men man kan i hvert fald konstatere, at de begge lægger an med en tænksom voice-over, der formulerer simple sandheder, og at disse føles mest menneskeligt vedkommende i Fupz Aakesons rutinerede hænder.
»Tiden går. Du sover. Du drømmer. Pludselig vågner du. Alt er forandret«, siger Martin Buch som den sorgramte, selvfornægtende Thomas, hvis liv har stået i stampe, siden hans kone blev dræbt af en flugtbilist. Han sælger brugte hårde hvidevarer ud af sit faldefærdige hjem, men kun ansvaret over for sønnen Niklas får ham ud af sengen, og heller ikke her går det fantastisk godt. Niklas har ikke sagt et ord siden sin mors tragiske bortgang.
Som åbnings-voice-overen antyder, svinger tonelejet hurtigt over på melankoli, men grundtonen er fint iblandet den særlige ømme komik, som Kim Fupz Aakeson kan ramme bedre end de fleste. Thomas finder upædagogisk på lamme undskyldninger om trafikpropper, når han (igen) afleverer Niklas for sent i skolen, men hvad nytter det, når man er ordblind og ikke kan stave til trafik? Og da han senere skal forklare Niklas, at det ikke rigtigt passer, når han tidligere har fortalt, at knægten ikke har nogen bedsteforældre, sker det med formuleringen: »Det var mest din farmor, der døde«.
Når farfaren kommer ind i billedet, er det, fordi Thomas modvilligt roder sig ud i en ambitiøs restaurantlancering søsat af seriens anden hovedperson, Dion (Esben Dalgaard). Da Dion som en anden Egon Olsen løslades fra fængslet, bliver han straks trængt op i en krog af en gangsterboss med det ubehagelige navn Tandfeen (Nicolas Bro). Dion skylder ham penge, og kun med udsigten til et rentabelt forretningsprojekt lader Tandfeen ham beholde alle sine fingre.
Som mange danske film (’Bænken’ er den mest fremtrædende) abonnerer ’Bankerot’ på en romantisering af tilværelsen på samfundets bund, hvor taberne selvfølgelig nok skal klare den, så snart de forløser deres udsøgte, men fortrængte talenter. Dion er tilfældigvis kok i mesterklassen, og Thomas er landets bedste somelier, så optursrejsen ligger lige for, selvfølgelig med diverse bump på vejen.
Den forudanelse er man dog villig til at leve med, for serien slår sig heldigvis ikke op på at være afskrællet socialrealisme. Nicolas Bros operalyttende, uhyggeligt smilende gangster er som taget ud af en Coen- eller Tarantino-film. Rikke Louise Anderssons nye pige i sorggruppen, som fatter interesse for Thomas, er et herligt folkekomisk indslag, fuldendt med kikset knallerthjelm og kejtet spørgelyst, og både hun og Lars Brygmanns småkriminelle krejler i baglokalet af en tilrøget spillebule er klassisk kulørte Kim Fupz-karakterer.
Mere irriterende cute-quirky virker Niklas’ kroniske tavshed trods unge Viktor Lykke Clausens udtryksfulde ansigt, og når føromtalte, kørestolsramte farfar (Finn Nielsen), som skal finansiere restauranten, oven i købet har en ordløs hjælper, går der altså for meget stilleleg i den.
Til gengæld er der god kemi mellem Martin Buchs passivt-bitre Thomas og Esben Dalgaards handlekraftige ulykkesfugl Dion, og særligt Buch udnytter med finesse den kombination af virkelighedsfjernt rodehoved og snob med næsen i sky, som han med så stor succes har gennemspillet i ’Rytteriet’.
’Bankerot’ er instrueret af Henrik Ruben Genz, og hans forkærlighed for ramponerede, westernlignende miljøer i fire nuancer af brun stråler ud af billedsiden (også i den glimrende titelsekvens). I ’Frygtelig lykkelig’ gjorde Genz Sønderjylland til et veritabelt Coen-landskab, og det er tilsvarende befriende, at ’Bankerot’ udspiller sig væk fra de fortegnede københavnermiljøer af rustfrit stål, wannabe-futuristiske metroer og turistede vartegn, som ofte præger danske film og serier. Vi befinder os muligvis (det står ikke helt klart) i yderkanten af København, men der er intet café latte-smart over fortællingen.
Genz’ visuelle univers står godt til Fupz Aakesons fintfølende pen, og det klæder serien, at den ikke kan stemples som en gængs, hyperaktiv dramedy, men snarere lander sit eget sørgmuntre sted. Tiden går, du sover, du drømmer, du vågner, og selvom ’Bankerot’ måske ikke forandrer alt, er den et friskt pust til DR’s serieflade.
Anmeldt ud fra de to første afsnit.