Mens Spike Lee befinder sig i en kunstnerisk bølgedal på spillefilmfronten – senest illustreret af det tandløse ’Oldboy’-remake – har instruktøren signeret en række vellykkede dokumentarer over de seneste år. Blandt dem ’Bad 25’, et kritikerrost indblik i tilblivelsesprocessen af Michael Jacksons klassiske popalbum ‘Bad’ fra 1987.
Og Lee er langt fra færdig med The King of Pop. Således annoncerer han i et interview med Thompson On Hollywood, at han for tiden arbejder på en dokumentar om Jacksons gennembrudsplade som soloartist, ’Off the Wall’ fra 1979.
I et nyligt afsnit af Apples podcast ‘Meet the Filmmaker’ kunne Lee endvidere fortælle, at han også har i sinde at berøre Michael Jackson-myten i sin næste spillefilm, ’Brooklyn Loves MJ’. Filmen har dog endnu ikke sikret sig finansiering, ligesom vejen til Jacksons bagkatalog nok er brolagt med forhindringer.
Lyt til Soundvenue Filmcast: Paul Thomas Andersons hashtågede ‘Inherent Vice’, musikfilm-revival med ‘Steppeulven’ og ‘Whiplash og Snapchats første serie
Læs også: Hollywood-instruktører reagerer på ‘Selma’s Oscar-forbigåelser: »Fuck dem!«