I kølvandet på sidste uges offentliggørelse af årets Oscar-nomineringer har kritikken hurtigt hobet sig op i Hollywood omkring den slående mangel på diversitet blandt de nominerede.
Særligt overraskede det, at den kritikerroste og højrelevante Martin Luther King-biopic ‘Selma’ måtte nøjes med to nomineringer – for bedste film og sang – mens hverken filmens sorte, kvindelige instruktør, Ava DuVernay, eller hovedrolleindehaver, David Oyelowo, hev nomineringer hjem.
Dette er ikke gået den amerikanske instruktør Spike Lees næse forbi, som oplevede noget lignende i 1989, da hans nu nyklassiske ‘Do The Right Thing’ om raceoprør i Brooklyns ghetto kun hev to Oscar-nomineringer hjem og i øvrigt måtte se sig slået af den noget mindre progressive ‘Driving Miss Daisy’, der vandt for bedste film.
»’Selma’s forbigåelser gør den ikke til en mindre vigtig film. Der er ingen, der stadig snakker om motherfuckin’ ‘Driving Miss Daisy’. Ingen bliver undervist i den film, som man bliver undervist i ‘Do The Right Thing’. Hvis jeg så Ava (DuVernay, red.) i dag, ville jeg sige, ‘Ved du hvad? Fuck dem!’, til hende«, har Spike Lee udtalt til The Daily Beast.
Ifølge instruktøren bunder problematikken i, at Oscar-akademiet består af 93 procent hvide personer, hvoraf 76 procent er mænd med en gennemsnitsalder på 63 år. Og trods sidste års triumf for slavedramaet ’12 Years a Slave’ er Lee langtfra begejstret over Akademiets manglende diversitet.
»Enhver, der troede, at dette år ville blive ligesom sidste år, er retarderede. Der var masser af sorte vindere sidste år med ’12 Years a Slave’, Steve (McQueen, bedste instruktør, red.), Lupita (Nyong’o, bedste skuespillerinde, red.), Pharrell (bedste sang, red.). Men den slags sker kun hvert tiende år. Sidst, det skete, var i 2002 med Halle Berry, Denzel Washington og Sidney Poitier«, fortsætter Spike Lee.
Samtidig har ‘Star Wars’-instruktøren George Lucas i et interview hos CBS adresseret andre problematikker omkring Oscar-akademiets beslutningsprocesser, hvor popularitetskampagner og penge har meget at skulle have sagt, når en film skal komme i betragtning. Her er ‘Selma’ især kommet i modvind på grund af sin sene premieredato, hvilket kan være en mulig årsag til de få nomineringer.
»Det er en politisk kampagne. Det har intet med kunstnerisk formåen at gøre. Hvorfor vælger vi folk, der ikke går efter de mest talentfulde, bedste og klogeste filmmagere i landet? Det er ren politik, hvem du kan tvære ud, hvem du kan gøre ondt… Jeg tror ikke, det kommer nogen til gode«, siger George Lucas om ‘Selma’, som han kalder for en smuk film.
På et noget mere humoristisk plan var folkene hos ‘Saturday Night Live’ også på pletten i weekenden med en bemærkning omkring ‘Selma’s manglende Oscar-nomineringer, hvor Martin Luther King (spillet af Kenan Thompson) et kort øjeblik bliver glad ved tanken om, at hans liv er blevet lavet til film:
»Den er sikkert blevet nomineret til masser af Oscars, ikke?«
Læs også: Oscar 2015: De 10 største overraskelser og en konklusion