Asbjørn
Da Asbjørn i løbet af 2014 slyngede hele otte nye sange ud, udsprang gaveregnen ikke af uovervejet og ukontrolleret deleiver. Hver sang blev ledsaget af en ungdomssprudlende video som led i det nøje gennemtænkte projekt ’Pseudo Visions’, der nu er kulmineret i udgivelsen af den unge danskers andet album med samme titel. Der er blevet drevet rovdrift på den skandinaviske electropop de seneste par år, men her holder Asbjørn liv i genren på fornem vis.
»I’ve only loved wounded men«, erklærer hans melankolske falsetvokal på ’Dark Child’, og albummet er gennemgående dedikeret til ungdommens kompromisløse udforskning af kærligheden. Henover samplede lydstumper, manipulerede vokalbidder og en hvirvelstrøm af både bløde og boksende beats indvier Asbjørn os i sine oplevelser med kærlighedens solbeskinnede og mørkeindhyllede sider, og fortællingerne spindes omkring stærke popmelodier og en tilpas dosis club kid-krukkeri.
Albummet er langt hen ad vejen en både helstøbt og alsidig lytteroplevelse, og den selvsikre åbner ’Scandinavian Love’ er med sine lysende synths og manipulerede korstemmer et opløftende og upostuleret skud electropop. Ungdommens indestængte frustrationer ulmer under ’Brotherhood’s lakoniske fløjten, rastløse percussion og stønnende vokalsamples, imens ’Skywalker’ og ’Kiddo’ glimrer ved dynamiske temposkift og en skæv sangstruktur.
Asbjørn fremstår på mange måder som en mindre excentrisk Patrick Wolf. Han har taget sin læremesters flamboyante fremtoning og kompromisløse poplyd til sig, men han parkerer behændigt den mest ukontrollerede legesyge og de patosstemte tilbøjeligheder ved indgangen til sit univers.
Kort sagt:
Asbjørns electropop besynger ungdommens store appetit på kærligheden i en fin balance mellem det opløftende og upostulerede og det melankolske og knudrede – som en mindre excentrisk Patrick Wolf. Han er et stærkt talent inden for en genre, der sommetider er i fare for at miste sin kant.
Læs også: Asbjørn anbefaler: Fem kunstnere, der kombinerer pop med ægte følelser