East India Youth

Britiske William Doyle har lagt fokus over på sin stemme og en mere poppet sangskrivning.

Poppotentialet var underlagt en selvpålagt begrænsning i skikkelse af instrumentalnumre, der udgjorde rygraden på det glimrende debutalbum, ’Total Strife Forever’ fra sidste år. På den måde fremviste den unge William Doyle, der gemmer sig bag aliasset, sine evner som producer snarere end som sanger og sangskriver.

Det er den balance, der for alvor forskubber sig på Doyles andet album, hvor sangskrivningen (i skikkelse af radiovenlige melodier) og sangen (i skikkelse af Doyles kønne, lyse vokal) er i centrum frem for de skyggerige, teksturholdige (instrumental)produktioner. Der er tale om lidt af et stilmæssigt kvantespring.

Der er noget befriende ved den klare gestus i retning af at række håndfladerne åbent ud mod verden frem for at vende dem indad mod sin egen kreativitets hjertepuls, men noget af Doyles særpræg går fløjten i kompositioner som ’Beaming White’, der lyder ganske meget som Pet Shop Boys, eller førstesinglen ’Turn Away’, en flot svunget popsang, der omvendt lyder mere som en top 40-radiosingle end et produkt af et krøllet producertalents hjerne.

Det meste af albummet er skåret over en lignende læst: Fine popsange med åbne omkvæd, der vil kunne kommunikere med masserne. Bedst er ’End Result’, der finder det optimale leje mellem pop og simrende elektronisk refleksion, mens ’Carousel’ tager Doyles popsangskriveraspirationer i en klassisk-romantisk retning. Her crooner han ømt svungne sanglinjer, ikke ulig The Walker Brothers’ repertoire fra midt i 60’erne.

Lige så meget man må beundre Doyles evne til at skabe forholdsvis varige popøjeblikke, savner man indimellem flere øjeblikke, hvor han lader sin indre produceroriginal boble op til overfladen. I den forstand er instrumental-electronica-nummeret ’The Juddering’ en vildledende indledning til albummet, men mere af det samme – gerne i forening med popsuset – havde givet en mere interessant symbiose af elementer, af lys og skygge.

Der er ansatser til en sådan på ’Hearts That Matter’, der kombinerer popsangskrivning med 90’er-lydende techno, og på den ti minutter lange ’Manner of Words’, der fader ud i en udfoldet, elektronisk outro, der ikke helt lander tilfredsstillende i forhold til den popkomposition, den dermed kvæler frem for at forløse.

Et godt album er en balanceakt mellem ofte modstridende elementer og impulser. Den unge Doyle mangler endnu at finjustere sit kreative kompas.


Kort sagt:
På sit andet album forsøger East India Youth at omfavne det rene popudtryk, hvilket resulterer i et flot album med fokus på William Doyles sangskrivning og stemme, men hvor man savner nogle af de skygger og teksturer, der kendetegnede hans debutalbums instrumentalbårne electronica.

Læs også: Disse 10 album skal du høre i april

Læs også: East India Youth og 15 andre koncerter du skal opleve i april

East India Youth. 'Culture of Volume'. Album. XL/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af