Danske Virgin Suicide: Melankolsk, melodiøst og monotont debutalbum

Debutalbummet fra danske Virgin Suicide er som soundtracket til en 80’er-romance mellem to fjantede teenagere, der berusede af kærlighed og kirsebærvin cykler slingrende til bålfest for at vende hjem med stukket hjerte og tømmermænd. Forårslet og følsomt giver de ni numre en nostalgisk slingretur ned af mindernes allé – tilbage til sommeren og ungdommen, der var engang.

Med en melodisk lead guitar lige så lys som forsanger Martin Grønnes vokal, kitschet keyboard og trommer, der veksler fint mellem rytmisk røvballerock og sarte ballader, skulle man tro, at gruppen var børn af 80’erne, men kvintettens medlemmer er nu alle i deres glade 20’ere. Arven efter 80’ernes nyromantiske helte står dog alligevel mejslet ned i albummets sange, som stedvist tyer til svundne tricks som guitarsoli og sfæriske synths. Gennemgående hægter gruppen sig fast til 80’ernes og 90’ernes ligeligt sukrede og spleenramte bands, som janglepoppen hos The Smiths og britpoppens nasale helt, Brett Andersson fra Suede, der begge er oplagte referencer, hvad angår henholdsvis orkestrering og vokal.

Men særligt det musikalske forbillede i The Smiths må siges at være present på de mere rytmiske skæringer. Her svøber lead guitaren og vokalen øret i florlette salmer fra den tossede teenagetid, som de ofte melankolske sange sætter i scene. Det kommer derfor heller ikke som en overraskelse, at briten Kevin Metcalfe miksede bandets ep fra 2012. Det var nemlig også ham, der i sin tid udøvede samme gerning hos The Smiths. Denne gang har Sune Wagner dog taget sig af tjansen.

Efter albummets energiske åbningsnumre, ’Sedate Me’ og ’2nd Wave’, går der desværre stilstand i det musikalske udtryk, der fra den lidt løse lejrbålssang ’There Is A Glace Over My Eyes’ til den 60’er-agtige tyggegummipopsang ’My Girl’ desværre keder mere end fængsler. Her ville det klæde kvintettens udtryk ikke hele tiden at skue tilbage, men snarere vende blikket en kende mere frem mod anno 2015. Heldig er heller det selvbevidste stykke kitsch ’It’s Never Gonna Be the Same’, der kammer over i benløs Lionel Richie-lummerhed

Men Virgin Suicide dribler til fest igen med den selvbetitlede single og den mere tunge ’Marble Sky’. Gedigne popnumre, der efterlader indtrykket af et professionelt band, der kan og vil, men alligevel skal have fundet deres ståsted i en referenceramme, der synes lige så forvirret som teenagetiden, hvor kærlighed og katastrofer har det med at danse kind mod kind.

Læs også: Top Tracks: Her er ugens otte bedste nye sange