’True Detective’ (sæson 2)
Da ’True Detective’ for et år siden sad rankt på tv-tronen og modtog seernes hyldest, må der midt i beruselsen have runget en nervøs stemme fra Nic Pizzolattos baghoved: »Shit. Det her skal jeg toppe om et år«.
Og ikke bare skulle han toppe det – han skulle gøre det fra scratch. For ’True Detective’ var en antologiserie, og det kunne alverdens succes ikke ændre på. Så sæson to starter fra nul. Nyt univers, ny historie, nye karakterer. I stedet for det sumpede sydstats-USA og okkult overtro får vi den fiktive industriby Vinci med lyssky business og politisk korruption. I stedet for den visionære Cary Fukunaga, der instruerede hele første sæson, får vi en instruktørstafet med Justin Lin (’Fast and the Furious’ 3-6) til at slå tonen an. Og i stedet for Matthew McConaughey og Woody Harrelson får vi Colin Farrell og Vince Vaughn.
Det lyder ikke lige så godt, vel? Det er det heller ikke. Tag ikke fejl, det er stadig godt og kan endnu nå at blive rigtig, rigtig godt, men etterens svimlende højder synes uden for rækkevidde. Først og fremmest fordi sæson to føles mindre som et sansemættet, kunstnerisk auteurprojekt og mere som en uhyre professionel og velbygget luksuskrimiserie, der har mere tilfælles med ’Forbrydelsen’ end ’Twin Peaks’. Og ikke et ondt ord om ’Forbrydelsen’.
Det starter, naturligvis, med et mord. Den korrupte byrådsleder Ben Caspar findes med øjnene ætset ud af hulerne og pikken skåret af. Det truer med at vælte hele korthuset for den skurkagtige Frank Semyon (Vaughn) og hans forretningsimperium, og det bringer Ray Velcoro (Farrell), Ani Bezzerides (Rachel McAdams) og Paul Woodrugh (Taylor Kitsch) sammen i et sammenflikket efterforskningshold.
Stærkest i persongalleriet står Farrells Ray, en korrumperet kriminalbetjent, der er faldet i kløerne på mafiøse Frank. Farrell overbeviser som den drikfældige, livstrætte moustachemand, der sjældent ser ’sin’ rødhårede søn, som blev født nøjagtigt ni måneder efter en voldtægt på hans ekskone. Desværre oversælger Pizzolatto til tider karakterens uberegnelighed – som da han ufrivilligt morsomt konfronterer sønnens plageånd Aspen, gennembanker hans far og affyrer afskedssalutten: »Hvis du nogensinde mobber eller sårer nogen igen, kommer jeg tilbage og røvpuler din far med din mors hovedløse lig!«.
Rachel McAdams’ karakter er interessant, og flere andre lover godt. Men der er ingen Rust Cohle, eller bare en Marty Hart, og den evindelige sammenligning er seriens lod. Dens succes er dens forbandelse. Anden sæson af ’True Detective’ er en bundsolid, stilsikker og spændende krimiserie, der bare ikke er helt så god som sæson et. Det er der ingen skam i.
Kort sagt:
Lidt af magien er forsvundet med Woody Harrelson, Matthew McConaughey og Cary Fukunaga, men selv uden etterens hypnotiske stemning og ikoniske karakterer lover Nic Pizzolattos intrikate mordgåde otte timers begavet stolekantsspænding.
Anmeldelsen er baseret på de tre første afsnit.