First Aid Kit – driftssikker svensk countrymaskine

Der er ikke noget overraskende i, at et band på Roskilde Festival proklamerer, at ’nu skal vi have en fest’, især ikke når det er lørdag aften. Men når ordene kommer fra svenske First Aid Kit, der gør sig i melodisk folk-country, hvor hjerte ofte rimer på smerte, er udsagnet noget mere spektakulært. Ikke desto mindre lykkedes søsterduoen et langt stykke hen ad vejen med projektet foran et medlevende publikum på Arena.

Ud over en setliste rig på melodistærke numre må en del af rosen tilfalde de tre medbragte musikere, hvor især trommeslageren og percussionisten pustede ekstra liv i de ellers meget traditionsbevidste arrangementer. Uden at de på noget tidspunkt tog spotlightet fra Johanna og Klara Söderbergs ofte unisont klingende vokalarrangementer, der rutineret kørte sange som ’Lion’s Roar’, ’Stay Gold’ og ’My Silver Lining’ i mål.

Det er imponerende, at to nogen-og-20-årige svenskere kan ramme et ærkeamerikansk udtryk så rent, men koncerten udstillede også, at de med fordel kan udfordre sig selv lidt mere. I hvert fald var det iøjnefaldende, som bandet spillede sig ud på en overraskende coverversion af Black Sabbaths ’War Pigs’. Ok, det var ikke så tungt og ondt som originalen, men vidnede om, at First Aid Kit med fordel kan løsne op på den perfektionistiske måde, de forvalter musikarven på.

Lidt mere støj på frekvensen eller flere udbrud som »straight to hell«-skriget under ’Heaven Knows’ ville have klædt koncerten og rusket op i fornemmelsen af en lige lovlig driftssikker musikalsk maskine.

Se hele vores omfattende dækning af Roskilde Festival HER.

First Aid Kit. Koncert. Roskilde Festival, Arena.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af