Forventningerne til Nic Pizzolattos opfølger på sidste års helt store serieoverraskelse var skruet så højt op, at den næsten kun kunne skuffe.
Alligevel havde ingen kunnet forudsige proportionerne i tilbageslaget mod ’True Detective 2’. Serien har været i de sociale mediers gabestok uge efter uge, og også hos amerikanske branchemedier spekuleres der heftigt i, hvad er gået galt.
Her vurderer vi, hvad den kunstneriske fiasko vil betyde for de centrale aktører bag serien – fra hovedforfatteren til HBO og de fire centrale skuespillere.
![Pizzolatto]()
1. For Nic Pizzolatto
Det vil næppe være en overdrivelse at hævde, at man aldrig har set en så hurtig og markant rise to fame bag kameraet på en tv-serie som i tilfældet Nic Pizzolatto.
For fem år siden havde den i dag 39-årige forfatter en enkelt novellesamling og romanen ’Galveston’ på cv’et, samtidig med at han underviste i creative writing på et lille universitet i Indiana.
Hans tv-erfaring før ’True Detective’ begrænsede sig til to afsnit af ’The Killing’, men med krimiserien hos HBO – og ikke mindst McConaugheys øjeblikkeligt ikoniske Rust Cohle – steg han mod stjernerne i raketfart. Han blev noget så sjældent som en manus-superstjerne, og hans badboy-adfærd med kronisk læderjakke og storskrydende attitude bakkede det op.
Man glemmer dog hurtigt, at Pizzolatto langt fra var ene om at forløse ’True Detective’. Godt nok skrev han hele manuskriptet på egen hånd, hvilket er meget usædvanligt (normalt har hovedforfatteren et helt hold af episodeforfattere), men han var ikke showrunner i traditionel forstand. Forløsningen af hans ord var i høj grad lagt i hænderne på instruktør Cary Fukunaga, som instruerede hele første sæson. Samtidig havde Matthew McConaughey og Woody Harrelson stor indflydelse, og endelig spillede producer Scott Stephens en væsentlig rolle.
Det ændrede sig med anden sæson, hvor Pizzolatto udnyttede sin nyfundne status som branchens gulddreng til at sikre maksimal magt, denne gang ikke blot over manuskriptet, men også over optagelserne og klippefasen. Denne gang skiftede instruktørerne fra afsnit til afsnit, og historierne om, hvordan Pizzolatto egenrådigt har blandet sig i alle detaljer, er talrige – en adfærd, som såmænd nok kunne have været karrierefremmende, hvis resultatet var sublimt, men som nu kan tænkes at blive en hæmsko for hans videre færd i Hollywood.
Selvom filmatiseringen af ’Galveston’, som danske Janus Metz skulle have instrueret, blev sat i bero på grund af problemer med at få castingen til at hænge sammen, vil der dog stadig være rift om Pizzolattos manuskriptevner. Og HBO har allerede indikeret, at de gerne vil have en sæson 3, hvis Pizzolatto vil skrive den.
Men Pizzolatto vil næppe få samme spillerum én gang til. Man må formode, at HBO vil holde ham mere i ørene frem mod en eventuel tredje ombæring. Der er ingen tvivl om, at hans status er falmet.
Se konsekvenserne for HBO, Vince Vaughn, Colin Farrell m.fl. på de næste sider.
2. For HBO
HBO-chef Michael Lombardo har trofast bakket den nye sæson op, og det ville da også være bemærkelsesværdigt andet. Før finalen udtalte han, at den ville slutte »enormt tilfredsstillende«, og at man skulle vente med at fælde dom, til man havde set det hele.
Lombardo har da også udtalt, at han er åben over for en tredje sæson, og ’True Detective 2’ har da også været en pæn seersucces. Ifølge Deadline.com har sæsonen foreløbigt hentet i alt 11,3 millioner seere mod første sæsons 11,9 millioner (de højeste seertal for en ny serie i HBO’s historie).
Seertallet faldt med 15 procent fra 3,2 millioner i første afsnit af den nye sæson til 2,73 ved finaleafsnittet, men i det mindste steg seertallet fra det næstsidste afsnit til det sidste.
Den kommercielle side er derfor i orden, og indholdsmæssigt er ’True Detective’ da også stadig fint i tråd med HBO’s brand som leverandør af kompromisløst tv. Alligevel må det svide i Lombardo & co., når en af deres serier bliver prygelknabe i en sådan grad, som ’True Detective’ er blevet. Det er ikke noget, HBO er vant til. En betragtelig del af kritikken har desuden gået på, at HBO har været for dårlige til at styre manuskriptforfatter Nic Pizzolatto, hvilket også må ramme kanalen, hvor det gør mest ondt.
Den umiddelbare konsekvens vil næppe være, at HBO ændrer deres indholdsstrategi. Det vil snarere være, at de bliver mere påpasselige med at give deres showrunners ubegrænset frihed.
Se konsekvenserne for de fire hovedskuespillere på de næste sider.
3. For Vince Vaughn
De fleste var overraskede over castingen af funny guy Vince Vaughn i et mørkt og cool univers som ’True Detective’. Godt nok havde vi set ham vende komikken på vrangen i film som ’Psycho’ og (i lidt mindre grad) ’Be Cool’, men Vaughn som afløser for Matthew McConaughey og Woody Harrelson? Hmm.
Netop McConaughey og Harrelson som rodfæstet empiri tilsagde dog, at Pizzolatto nok vidste, hvad han gjorde. Han havde udtalt, at han havde fået sine førstevalg (hvad skulle han ellers have sagt?), og man håbede inderligt, at han kunne give Vaughn det seriøse turn, han formentlig har anglet efter.
Sådan gik det ikke. Af alle de kritikpunkter, der er haglet ned over serien, er Vaughn det cast-medlem, der er blevet ramt hårdest. Der skulle en mere interessant skuespiller til at forløse de tungt teatralske og metaforiske replikker, der blev lagt i munden på Frank Seymon, mente de fleste.
Om man er uenig eller ej, vil konsekvensen nok være, at der går lang tid, før nogen igen vil pege på Vince Vaughn, når de sidder med en alvorlig rolle. Frank Seymon vil ikke blive glemt foreløbigt i Hollywood, og der er al mulig grund til at tro, at stien fører direkte tilbage til vandede jokes og tør deadpan-humor for Vaughns vedkommende.
4. For Taylor Kitsch
Ligesom for Vince Vaughn lignede ’True Detective 2’ den helt store chance for Taylor Kitsch. Han gik i hjertet som plaget running back med sammenknebne øjne og smækker krop i gennembruddet ’Friday Night Lights’, hvor ingen kunne være i tvivl om hans star potential (måske mere om hans egentlige skuespillerevner).
Overgangen til film har dog været op ad bakke for Kitsch: De massive flops ’John Carter’ og ’Battleship’ var en forfærdelig start, som rimelige roller i Oliver Stones ’Savages’ og HBO-filmen ’The Normal Heart’ ikke helt har kunnet fortrænge.
’True Detective’ skulle være stedet, hvor Taylor Kitsch trådte frem på scenen som karakterskuespiller, men til trods for fine øjeblikke og uden decideret at falde igennem som den skabshomoseksuelle Paul Woodrugh overbeviste han heller ikke om, at han hører til på Hollywoods a-liste.
Det kan meget vel gå for Kitsch som for Vince Vaughn: Der vil gå lang tid, før de tunge roller igen lander på hans bord.
5. For Colin Farrell
Blandt de fire centrale skuespillere har den kritiske konsensus været mest blid mod Colin Farrell. Dels fordi Colin Farrell ifølge de fleste overbeviste med nuanceret underspil. Dels fordi han indtog den mest interessante rolle som en mand, der vil gøre alt for at beskytte sin søn, som han ikke er sikker på er hans – og hvis hævnjagt på hans hustrus voldtægtsmand førte ham lige lukt i afgrunden.
Colin Farrell har altid delt vandene, og det vil han nok fortsætte med. Men han har efterhånden slået fast, at han mellem karrierens mange gennemsnitsproduktioner kan levere varen i kunstnerisk ambitiøse projekter. Snart kan han ses i en glimrende rolle i græske Yorgos Lanthimos’ første engelsksprogede film, den absurdhumoristiske ’The Lobster’.
Colin Farrell er derfor umiddelbart den skuespiller, der er kommet bedst ud af ’True Detective 2’ – måske en lille smule styrket?
6. For Rachel McAdams
Rachel McAdams er en af de der skuespillere, hvor man hele tiden venter på, at hun viser, hvor god hun er: At hun skriver sig ind i øverste Hollywood-lag og slår igennem over for et bredere publikum. Talentet har hun vist i ’The Notebook’, ’Mean Girls’ og ’Midnight in Paris’, men stadig efter ’True Detective’ føles det, som om vi ikke har set hendes fulde potentiale endnu.
Hun har dog i det store hele undveget kritik, tværtimod har hun fået ros for sin præstation som den hårdføre Ani Bezzerides med traumatisk barndom og en markant knivfetich.
McAdams står ikke stærkere efter ’True Detective’ – men heller ikke svagere.
7. For auteur-tv
Tv-serie-guldalderen har været kendetegnet som en periode, hvor klarsynede auteurs har ført deres vision ud i livet uden at gå på kompromis. Folk som David Simon (’The Wire’), David Chase (’The Sopranos’) og Matthew Weiner (’Mad Men’) er blevet hyldet som store kunstnere, og de er blevet forbundet med deres serier, på samme måde som man sætter lighedstegn mellem en film og dens instruktør.
Vi har allerede været inde på, at HBO næppe vil give Pizzolatto samme frihed, som han har fået til den aktuelle sæson. Men konsekvenserne kan også være mere vidtrækkende. ’True Detective’ vil virke som et skrækeksempel for tv-stationer og producenter, der skal vurdere, hvor meget spillerum de skal give de kreative hovedfolk.
Men det rykker også ved den generelle fortælling om tv som auteurkunst. I pressen leder man gerne efter de geniale enere, men efterspillet på ’True Detective’ viser, at tv – i måske endnu højere grad end film – er et samarbejde, hvor flere kokke måske ikke fordærver maden, men får den til at smage bedre. Et tiltrængt nyt blik på tv-serie-processen.
Til gengæld underbygger den nye sæson en pointe, som første sæson bragte til verden sidste år: Hvor stor gevinsten er ved at have én gennemgående instruktør på alle afsnit. Det underbygger den nye sæson, hvor Cary Fukunagas fravær var til at føle på.