En crowdsurfende Mac DeMarco var foder til fniserefleksen

Det ramte loftet, da hårdrock- og metaldrengene i publikum begyndte at kaste deres tøj op i luften og moshe til lyden af Metallicas ’Enter Sandman’, der flød over i Deep Purples ’Smoke on the Water’. Lige inden havde Mac DeMarco været på et af sine snart obligatoriske crowdsurf-eventyr. Som han lå der på ryggen – med sine øl-deller, sit cheeky bastard-smil og hvid som en kæderygende canadier – mens han spyttede øl op i luften, kunne man ikke gøre så meget andet end at elske The Macky.

Det var den sveddryppende nedsmeltning, som Mac og band tævede os hjemad med, efter at en lækkert komponeret setliste havde sendt os frem og tilbage mellem ældre hits og nyere ballader.

Og ja, Mac har hits. I den grad. ‘Cooking Up Something Good’, ‘Ode to Viceroy’, ‘Freaking Out the Neighborhood’ og ’Salad Days’ var alle præcis de feststartere, som man kunne forvente. Til forskel fra albumversionerne af hans døsige og riffbaserede rock bruger Mac og band scenen til at pumpe noget ekstra dynamik ind i sangene, hvoraf flere i løbet af aftenen sneg sig ubemærket hen i smadret rock med garagetendenser og ekstra sololir, leveret af hans ligeså hyggelige (og ristede) højre- og venstrefløj, Andy Boay og Pierce McGarry på henholdsvis guitar og bas. Andy var i bare tæer og uden t-shirt – klar til Woodstock – mens Pierce var hoppet i en målmandstrøje og beige shorts til at matche bassen. Bare fordi.

Efter at have vist tænder flød drengene ofte over i mere stille momenter, og DeMarco laver bestemt nogle rammende blå ballader, som vi fik flere af – blandt andet ’Still Together’ (wow, The Macky can sing!) og den nye ’Another One’, som med sin spacy-stoner-lullaby-lyd var aftenens følsomme højdepunkt.

Det giver selvfølgelig ikke en god koncert, bare fordi forsangeren crowdsurfer eller fyrer jokes af, men det giver en god koncert, når fem drenge går på scenen, og de tre af dem opfører sig, som var de midt i en god bønne og samtidig har en energisk vibe. Det var autentisk, da den langhårede, blonde Andy teede sig og dansede, som var han den excentriske Toulouse-Lautrec-inspirerede gnom fra Moulin Rouge. Eller når han hev en langhåret blond gut op på scenen og fortalte – med stoneface – at det var hans søn og bryggede videre på den et par minutter.

Okay, så: Koncerten mindede om den i Pumpehuset sidste år. Og ja, tricks og ekstranumre var hen ad de samme. Men i sidste ende var det den elektriske stemning og de mange skæve smil efterfølgende ude foran Store Vega, som viste, at The Macky og bands vildskab, charme og entusiasme faktisk virker. Her buzzede væsentligt mere end normalt, som om canadiernes weird-funny-goofiness var sivet over og havde sat sig på publikums fniserefleks og taget alles humør et par niveauer op. Og er det ikke lige præcis det, god musik og dygtige musikere skal kunne – ramme os på humøret, på den ene eller anden måde?

Læs anmeldelse: Mac DeMarco i Pumpehuset i 2014