Mac DeMarco – der er lækkert i Freaktown

To styks perfectly straight dudes fedter hinanden ind i dyre badesalte mens de ryger urter.

Verdens hvideste reggaeband jammer en hyldest til da one and only, Jah.

Metallicas ’Enter Sandman’ vælter ud af højtalerne i en 15-minutter lang psykedelisk coverversion.

Det var tre af de indslag, man fik med hjem, hvis man havde valgt at smide bobs efter Mac DeMarco og crew til deres anden koncert i landet, et par år efter de besøgte Stengade – eller Stinkfist – som DeMarco kaldte stedet.

Første historie – den med badesalte – fandt måske kun sted som sort dialog imellem musikken, men de to andre var uomtvisteligt virkelige. Der blev jammet et opdigtet reggaenummer på gebrokkent Jamaican creole, og der blev spillet Metallica som ekstranummer, og det i bar mave, og i en udgave så lang, at selv Lorenzo Woodrose ville have sagt: »Ro på røgen, kiddos«.

Det er disse sære tiltag, der gør Mac DeMarco og band til noget specielt, og det var netop den uforudsigelighed, som reddede os fra en ellers ret jævn koncert.

Bevares, drengene havde gode melodier – det har de jo bare – men man skal være mere end almindeligt fan, hvis man igennem næsten halvanden times koncert uafbrudt drages af DeMarcos simple riffbårne sange.

Koncerten padlede derfor lidt ofte i samme tempo, med et beigefarvet band og en leadguitar som var helt forsvundet i lydmandens miks. Dog er der ikke tale om problemer som er værre end, at de kan løses med lidt bedre livelyd, lidt flere plader (hvad sker der for, at ’Salad Days’ egentlig bare er den grimme klon af  ’2’?) og lidt flere stoffer.

Læs anmeldelse: Mac DeMarco ‘Salad Days’

Hver eneste gang det blev lidt sløvt, kom Mac naturligvis til undsætning. Med gøgl, gak og løjer. Som da han gav salen lov til at ryge smøger til ’Ode to Viceroy’, der desuden var et musikalsk højdepunkt i al sin groovy sumpethed. Eller da han lod en flaske sprut gå rundt.

Andre gange var det musikeren Mac, der trådte til og kastede sin snart ret så store vokal ud over os. Især på outroen til den lækkert anderledes ’Let My Baby Stay’ og på sjæleren ’Together’ kunne man ikke andet end tage cap’en af for The Maccy’s vokal, der bliver bedre og bedre med hvert nyt album.

Tilbage i Freaktown lukkede Mac ned med at få folk til at danse – for første og eneste gang – til ’Freakin’ Out the Neighborhood’, før han slog en havlkvalt salto ud i publikums hænder og crowdsurfede til baren efter en fadøl.