Mac DeMarco
»Hi guys, this is Mac. Thank you for joining me. See you again soon«, lyder det fra Mac DeMarco, få sekunder inden hans nyeste og bizart titulerede udspil klinger ud efter lidt over en halv times spilletid.
Her kunne man passende svare ham tilbage: »Selv tak. Det var overvejende en fornøjelse, men du burde grangiveligt ryste posen lidt mere, dude«. Sangene på albummet er nemlig overordnet set både fornøjelige, iørefaldende og solide, men det er desværre så som så med variationen, hvilket gør lytteroplevelsen til et lidt ensformigt ridt i længden.
Problematikken ligger i, at canadieren kun sjældent bevæger sig ud af sin afslappede, skævt ringlende, rumklangstunge komfortzone. I stedet ynder han at lægge sig tilrette i sin behagelige musikalske hængekøje, gribe guitaren og sende det ene tilbagelænede track af sted efter det andet. En opskrift, der virker upåklageligt på den indledende sangtrio bestående af det uprætentiøst vuggende titelnummer, den slæbende ’Blue Boy’ og især på den chillede janglepopper ’Brother’, som navnlig brillerer med sin sugende outro.
Læs anmeldelse: Mac DeMarco ‘2’
Herefter føler man sig en smule mættet af denne musikalske magelighed, som DeMarco konstant advokerer for, alt imens han ufortrødent fortsætter i samme rille. Han kommer til at fremstå som en one-trick pony, omend en kompetent en af slagsen.
Der sker først et afgørende brud med tilbagelænetheden på ’Chamber of Reflection’, hvor DeMarco akkompagneret af knitrende trommer og sitrende synth bevæger sig ud af mørkere soniske stier til et klangrum, hvor The Flaming Lips’ dystre og hjemsøgte sider spøger i kulissen. Afvekslingen er forfriskende, Mac. Lidt mere af den næste gang, tak.