Mac DeMarco

Mac DeMarco har sagt farvel til sin croonende Elvis Presley-vokal og lukket døren til soveværelset. Men lægger man øret til nøglehullet, vil man kunne høre en strøm af fortryllende strengmelodier og en afslappet vokal, der synger om forskrækkede naboer og kønne piger. Sammenlignet med debut-ep’en er ’2’ et mindre skørt og langt mere homogent pophåndværk, og man får et klart indtryk af, at den 22-årige canadier på albumdebuten har fundet sin lyd.

Guitaren er DeMarcos allerstørste styrke. Den skaber charmerende melodier med legende let fingerspil og soli, der viser stor kærlighed til rock’n’roll, ligesom samspillet med bassen er helt i særklasse. På ’Cooking Up Something Good’ får en lys guitar således lov at lege, mens bassen hopper let i baggrunden. Det er drenget, naivt og sindssygt charmerende – både i musikken og teksterne.

Læs også: Top Track: Mac DeMarco ‘Freaking Out the Neighborhood’

Den elektriske guitar og vokalen giver ofte, og særligt på ’My Kind of Woman’, et indtryk af, at DeMarco deler soveværelse med Kurt Vile. Men DeMarcos skæringer nærmer sig aldrig de fire minutter, og udtrykket er mere poppet og langt mere enkelt. Særligt den funkede bas giver musikken et klart strejf af new wave.

Med homogent kommer også risikoen for monotont. Og selv om man sidder med en følelse af, at den unge knægt kan endnu flere guitarkunster, end han lukker ud af garderoben, ændrer det ikke på, at Mac DeMarco her får skabt en lille hyldest til strengeinstrumenterne. Resten af den overlegne popmagers kunster skal nok komme den dag, han åbner døren til soveværelset.