Når James Bond-filmen ’Spectre’ på torsdag har verdenspremiere, er det som bekendt fjerde gang, at den britiske 007-agent portrætteres af Daniel Craig.
Forud for fredagens premiere har den ombejlede Bond-skuespiller været godt rundt i mediemanegen, men i modsætning til mange af sine Hollywood-kollegaer synes Craig at styre uden om de mekaniske standardsvar. Det har afstedkommet adskillige temperamentsfulde og overraskende udmeldinger fra den 47-årige brite. Vi har samlet de 10 bedste her:
Om James Bond-filmene generelt (til Red Bulletin):
»Lad os ikke tale de her film op til at være en eller anden livsforandrende oplevelse. Bond er, hvad Bond gør. Bond er meget simpel i sin tankegang. Han går sin egen vej. Så simpelt er det, og det er fantastisk«.
Om at fortsætte som James Bond eller forlade rollen i tide (til Red Bulletin):
»Det er altid det samme spørgsmål. Hvad er værst – at forlade festen for tidligt eller at blive hængende og blive så fuld, at du drætter om på gulvet?«
Om at skulle kaste sig over en ny Bond-film med det samme (til Time Out):
»Jeg vil hellere smadre det her glas og skære mine håndled over«
Om at blive knæskadet under optagelserne til ’Spectre’ (til Red Bulletin):
»Efter et par dage begyndte jeg at se det som en skjult velsignelse. Det betød nemlig, at jeg fik muligheden for at komme i virkelig god form, så jeg kunne undgå yderligere knæskader. Det virkede i sidste ende. Da optagelserne sluttede, var jeg ikke så smadret, som jeg havde været efter de forrige Bond-film, der virkelig drænede mig. Jeg har det fremragende lige nu«.
Om James Bond som sejlivet filmhelt (til Red Bulletin):
»Jeg tror, at en af de væsentligste årsager til, at karakteren har overlevet så længe, er, fordi han repræsenterer den evige kamp mellem det gode og det onde«.
Om James Bonds manglende familieliv (til Esquire):
»Han er pænt fucking ensom. Det er meget sørgeligt. Han knalder alle de her smukke kvinder, men så forlader de ham, og det er…. sørgeligt. Og i takt med at en mand bliver ældre, er det ikke et kønt syn. Det er sikkert en fin fantasi – det kan man diskutere – men i virkeligheden, efter et par måneder…«.
Om James Bond som damernes ven (til Red Bulletin):
»Lad os ikke glemme, at han faktisk er misogynist. Mange kvinder er primært draget af ham, fordi han repræsenterer en særlig form for fare, og fordi han aldrig bliver hængende særligt længe«.
Om den potentielle handling i endnu en James Bond-film (til Time Out):
»Alle idéer, jeg har haft til en Bond-film, er puttet ind i den her (’Spectre’, red.). De er opbrugt. Der er tomt på Bond-kontoen. Hvis du spørger mig, hvad jeg ville gøre med en ny Bond-film? Jeg har ingen anelse. Tage ud i rummet? Lad os gøre det! Det har de allerede gjort. Lad os gøre det igen«.
Om Craigs Bond-karriere kontra familieliv (til Red Bulletin):
»Lige nu har jeg brug for at stoppe med at arbejde, slappe af og komme tilbage til et normalt liv. Det er virkelig forfærdeligt ikke at se din familie i flere uger ad gangen. Der er én ting, jeg finder mere glæde i end at spille Bond: At komme hjem«.
Læs også: Vi rangerer de fem bedste James Bond-film – og de tre værste