Streamingtjenesterne er ofte særdeles tilbageholdne med informationer om, hvilke film og serier der hitter, og hvilke der flopper blandt brugerne. Som regel er snakken om populære streamingserier mestendels gætværk, og i hvert fald er det kun de positive historier, der normalt ser dagens lys.
Det gælder også en ny liste fra HBO Nordic, der løfter sløret for de 10 mest populære serier på tjenesten. HBO Nordic oplyser, at listen er opgjort fra slutningen af september til første uge af oktober, hvilket forklarer, at de hypede andensæsoner af ‘The Leftovers’, ‘The Affair’ og ‘Fargo’ ikke er på listen.
Det skal desuden nævnes, at listen er opgjort på enkeltafsnit og ikke sæsoner. Det vil sige, at ét populært afsnit er nok til at give en plads i top 10, selvom ingen har set de øvrige afsnit.
Alligevel er det en interessant liste, der blandt andet viser, at en ældre klassiker som ‘The Wire’ stadig trækker godt, og at uaktuelle flagskibe som ‘Game of Thrones’ og ‘True Detective’ stadig står stærkt. Ingen kan dog hamle op med ‘The Walking Dead’-opfølgeren ‘Fear the Walking Dead’, hvilket viser, at folks appetit på zombier tilsyneladende er uudslukkelig.
Det er dejligt at se, at John Olivers forrygende talkshow ‘Last Week Tonight’ bliver taget godt imod. Til gengæld klarer ‘Veep’ og ‘Silicon Valley’ ikke cuttet til top 10, men forhåbentligt er det bare, fordi alle allerede så dem, da deres seneste sæsoner var aktuelle.
Her er top 10 på HBO Nordic slut-september til start-oktober:
10. ‘Show Me a Hero’
9. ‘The Wire’
8. ‘Last Week Tonight with John Oliver’
7. ‘Black Sails’
6. ‘Mad Men’
5. ‘Dominion’
4. ‘Ray Donovan’
3. ‘True Detective’
2. ‘Game of Thrones’
1. ‘Fear the Walking Dead’