Manuskriptforfatteren Aaron Sorkin dannede skole med tv-klassikeren ‘The West Wing’, vandt en Oscar-statuette for ‘The Social Network’ og blev i forbindelse med HBO-serien ‘The Newsroom’ for nyligt udråbt til branchens bedste dialogforfatter af Quentin Tarantino.
Snart er den Sorkin-forfattede ‘Steve Jobs’ klar til biograferne, og i den forbindelse har Aaron Sorkin over for Digital Spy for første gang fortalt, hvordan den Pixar-film, Steve Jobs (der var Pixars hovedaktionær indtil Disneys opkøb i 2006) havde prøvet at få ham til at skrive, ville have set ud.
Sorkin pønsede på at skrive en Pixar-film om kreativitet og skriveblokader, der tog udgangspunkt i en manuskriptforfatter. Projektet blev aldrig realiseret, og Sorkin havde kun første akt i hovedet, som til gengæld lyder underholdende. Han beskriver det således:
»En dag kommer manuskriptforfatteren ned i sit køkken, og midt på bordet ligger der et manuskript, der har hans navn på. Han læser manuskriptet, og det er fantastisk, og han tager det med til filmstudiet, hvor han arbejder, og de er vilde med det og siger det samme: ‘Vi laver det til en film! Her er din check!’. Den næste morgen går han igen ned i sit køkken, og der ligger endnu et manuskript med hans navn på. Han læser det, og det er også fantastisk, så han skynder sig hen til studiet, hvor det hele gentager sig.
Den følgende nat går han på listefødder ned ad trappen for at se, hvad der foregår. Der sidder som forventet en lille alf i hans hus og skriver løs, og forfatteren siger: ‘Jeg aner ikke, hvordan jeg kan takke dig! Du har reddet mit liv og min karriere! Jeg er berømt! Jeg kan betale min husleje! Jeg er så glad! Hvordan kan jeg takke dig?’ Og det lille væsen siger: ‘Altså, det kunne da være fedt, hvis du kunne putte mit navn på manuskripterne.’ Og så siger forfatteren, ‘Skrid ad helvede til’.
I stedet for et lille væsen kunne det så bare være alle tingene på forfatterens kontor. Hvad hvis alle objekterne på forfatterens kontor forsøger at hjælpe ham med at skrive?«, forklarer Sorkin.
‘Steve Jobs’ kan ses i de danske biografer 21. januar.