‘Captain America: The Winter Soldier’ fra sidste år blev en af de mest anmelderroste superheltefilm i nyere tid takket være filmens 70’er-thrillerstil og ambitiøse plot.
I opfølgeren, ‘Captain America: Civil War’, spidser tingene til. En ny international lov regulerer superheltenes udfoldelser, men overraskende nok er det spejderdrengen med skjoldet på ryggen, der ender med at gøre oprør, mens superhelteklassens frække dreng, Iron Man, bliver poster boy for de nye forordninger.
Superheltemiljøet splittes således i to, og i den første trailer, der fik premiere under Jimmy Kimmels late night-show i går, fremgår det i hvert fald, at Anthony Mackies Falcon er på Captain Americas side. Stort set hele ‘The Avengers’-universet samles i ‘Civil War’, med undtagelse af The Hulk og Thor. Til gengæld er der flere nye spændende bekendtskaber i vente. I traileren får vi et kort glimt af Chadwick Bosemans Black Panther, mens man skal lede længe efter Marvels nye Spider-Man, spillet af det unge talent Tom Holland.
Han får dog sin debut i filmen, hvor også Paul Rudd optræder som Ant-Man. Mon ikke de dukker op i den næste trailer.