Ben Wheatley har manifesteret sig som en af de mest interessante – og kontroversielle – yngre instruktører i britisk film, og i film som ‘Down Terrace’ og ‘Sightseers’ kombinerer han afstumpet vold og sort, sort humor, mens han i ‘Kill List’ flirtede foruroligende med gysergenren.
Hans nye film ligner et spændende spring i hans oeuvre. ‘High-Rise’ er en dystopisk science fiction-agtig film om beboerne i et isoleret, højteknologisk luksushøjhusbyggeri i London i 1975. I centrum er Tom Hiddlestons Dr. Robert Laing, der kommer i kontakt med flere af de andre beboere (spillet af folk som Luke Evans og Sienna Miller) og ender i en situation, der medvirker til, at det kontrollerede mikrokosmos falder fra hinanden.
Det røber den første teaser dog ikke meget om. Den er skruet sammen som en reklame for højhusbyggeriet med dets arkitekt Anthony Royal (Jeremy Irons) som afsender og den lokkende tagline »Ever wanted something more? Join us at the highrise«. En særdeles pirrende og original idé.
‘High-Rise’ er en filmatisering af en bog af J.G. Ballard. Det er usikkert, om den får dansk biografpremiere.