1. Matthew E. White feat. Natalie Prass ‘Cool Out’
Her er der jo tale om et samarbejde made in heaven. Prass indspillede sit debutalbum i Whites Spacebomb-studie i Virginia, men nu er mester og lærling altså gået sammen om deres første officielle fællestrack. White må for nylig have inviteret Prass forbi til en kølig drink, for ‘Cool Out’ er altså en solid omgang koldblodig soul med sædet lænet helt tilbage. Bedst af alt er sammenspillet mellem den insisterende basfigur og Prass’ sødmefulde vokal, der stille lader tankerne drive langt fra den danske isvinter og fluks sydpå til en bagende sommersol.
2. Låpsley ‘Love is Blind’
Hvis Låpsley en dag skulle støde ind i Florence Welch, ville den purunge sangskriver sandsynligvis modtage et gevaldigt skulderklap – for ‘Love is Blind’ er unægteligt bjergtagende i ånden fra den rødhårede sangerinde. Med et brusende og næsten rensende omkvæd løftes sangen som et frydefuldt orkanpust, og når de sidste sekunder af spilletiden rinder ud skal nakkehårene lige falde ned. Singlen foreløber Låpsleys debutalbum ‘Long Way Home’, der udkommer den 4. marts.
3. Raveena ‘You Give Me That’
Amerikanske Raveena præsenterede for nylig sin dristige debutsingle ‘You Give Me That’, og med sine smidige soulfraseringer må sangerinden være en hyppig gæst på New Yorks røgfyldte jazzbarer. Nummeret drysser om sig med længselsfuld r’n’b-stemning – odg uden at forfalde til det lumre – alt imens de tudende horn leverer fremdrift til det søvnige jazzbeat.
Hør flere Top Tracks på de følgende sider – fra blandt andre Kwamie Liv og Kanye West.
4. Emilie Ramirez ‘Grandma’
Vi har tidligere haft premiere på ‘Tranquilizer’ fra danske Emilie Ramirez, og nu er hun så klar med næste single – den hamskiftende ‘Grandma’. Lyden trækker fortsat på hiphop og r’n’b, selv om den 21-årige dansker på ingen måde er bundet af nogle genrer. Lyt blot til det piskende guitarhug, der effektivt skyder tracket igang og senere kulminerer i et overraskende synth-happy skift, der som et lyn fra en skyfri himmel overtager styringen fra de bidende gloser i verset.
5. Rumpistol feat. Ane Trolle ‘Eyes Open Wide’
Ane Trolle er gæst på det nye udspil fra Jens B. Christiansen – manden bag det strømførte alias Rumpistol – og ‘Eyes Open Wide’ excellerer især i kraft af Trolles florlette vokalbidrag, der i mødet med Rumpistols rastløse arpeggio-præstationer har bragt et flot stykke poppet electronica til verden. Som forventet er stemningen gennemsyret af knitrende melankoli, mens lyset dog får lov til skinne igennem – ikke mindst takket være det håbefulde mantra i omkvædet: »Find a way tomorrow, to set our troubles free«.
6. Kvamie Liv ‘Perfect Grace’
I denne uge landede hele to nye videoer fra Kwamie Liv, hvor den ene agerede billedside til den nye single ‘Perfect Grace’. Stemningen er umiskendeligt velsignet af Livs dybfølte vokal, hvor en mere organisk lyd giver sangen en anderledes klang sammenlignet med tidligere kompositioner. I takt med det tikkende beat og en afholdende akustisk guitar løfter tekstuniverset forsigtigt sløret for sagens alvor – og efter Liv afsluttende har messet ud tager det lige et minuts tid, før man igen har fået benene på jorden.
7. PJ Harvey ‘The Wheel’
Med triumferende blæs i hornene og omkuldslående trommespil sparker PJ Harvey døren ind og gør os opmærksom på, at førstesinglen fra hendes kommende album ‘The Hope Six Demolition Projekt’ endelig er landet. Ventetiden har varet længe – fem år hvis vi skal være nøjeregnende – men ‘The Wheel’ er heldigvis alt, hvad vi kunne have håbet på. Det kommende album er indspillet live over en måned lang studiesession, og man fornemmer uden tvivl en utæmmet live-vildskab, som kapelmester Polly Jean Harvey dog formår at tøjle og kanalisere i den helt rigtige retning. Roskilde virker lige pludselig alt for langt væk.
The Wheel’ kan høres hos BBC Radio 6 HER – ca. 51 minutter inde i programmet.
8. Kanye West feat. Kendrick Lamar ‘No More Parties in LA’
Madlibs rustne retro-beat er et perfekt liggeunderlag til det første officielle møde mellem Kanye og Kendrick. Et sprødt guitarrif og en fyldig bas og så ellers de to rapstjerner, der serverer bar på bar over nummerets seks minutter – plus-minus et soulet sample hist og her. Kendrick er skarp som altid, men ikke i topgear, og det er Kanye, der stråler med masser af skøre rim og en vilje til at lege med flow og intonation, når nu beatet rent faktisk lægger op til, at mundtøjet er i fokus. Et herligt albumtrack fra ‘Swish’.
9. Tinashe feat. Juicy J ‘Energy’
»Baby, hit me like lightning / feel my body flowing into me / gonna feel it inside me / light me up, you give me energy«.
Det er lidt svært at være i tvivl om, hvad Tinashe synger om på den flirtende (og lidt til) r’n’b-sengekantsvise, der har Juicy J som gæsterapper. Fra Tinashes kommende album ‘Joyride’, der endnu ikke har en udgivelsesdato.
Følg Soundvenues Top Tracks-playliste i Spotify HER.