Hvis der er én ting, der er givet på forhånd op til årets Oscaruddeling, så er det, at Leonardo DiCaprio vinder prisen for årets mandlige hovedrolle for sin rolle som Bearman, aka den så godt som dødsdømte vildtjæger Hugh Glass i ’The Revenant’.
Selvom Leo har været forhåndsfavorit, lige siden nyheden om hans samarbejde med den feterede mexicanske instruktør Alejandro Gonzalez Iñárritu blev bekræftet, er intet naturligvis så givet på forhånd, at en halvlunken modtagelse af en film ikke kan vælte læsset hurtigt og effektivt. Men lige siden ’The Revenant’ blev vist, modtaget og inkluderet i allehånde ’bedste film’-forudsigelser, har det lignet en formalitet, at filmens altoverskyggende (om end forbløffende tavse) stjerne ligger særdeles lunt i svinget til at nappe sin karrieres første Oscar.
Leo, en af sin generations mest respekterede og dedikerede skuespillere, har mange fans både inden for og uden for branchen, og der har længe knyttet sig en overdue-fortælling til hans navn i Oscar-sammenhæng. Ikke mindst efter at han blev forbigået for sin intense fysisk-komiske pragtpræstation i ’The Wolf of Wall Street’ for to sæsoner siden. Her stødte hans overdue-narrativ op imod det (åbenbart endnu stærkere) comeback-narrativ, der knyttede sig til Matthew McConaugheys rolle som hiv-smittet medicinkurer i ’The Dallas Buyers Club’, der kun blev yderligere forstærket af den både vennesæle og cocky texaners fysiske transformation – inklusive et 20 kilos vægttab – hvilket Oscar ikke kan stå for.
Men i et år uden oplagte Oscar-narrativer, der kan matche Leos eget, er der intet, der står i vejen for ham. Godt nok opnår Matt Damon med ’The Martian’ sin tredje nominering i karrieren, men Damon betragtes næppe af nogen som mere overdue end Leo, der også i kvantitativ forstand fører an med sine fem nomineringer.
Tilfældet Scorsese
Begrebet overdue spiller i det hele taget en rolle i mange Oscar-årgange. Selvfølgelig skal Akademiets medlemmer kunne stå personligt inde for kvaliteten af en præstation for at stemme på den, men det er ofte lettere at se på en præstation med klarsyn, når ringene i vandet har lagt sig.
De fleste vil sikkert gerne medgive, at grunden til, at Martin Scorsese vandt i 2006 for sin instruktion af ’The Departed’, hang endog meget sammen med, at han aldrig vandt for hverken ’Taxi Driver’, ’Raging Bull’ eller ’Goodfellas’ (for de to sidstnævnte tabte han til henholdsvis Robert Redford for ’Ordinary People’ og Kevin Costner for ’Dances with Wolves’ og for den først blev han end ikke nomineret). Eller at Al Pacino vandt for ’Scent of a Woman’ i 1992 frem for ’The Godfather’, ’Serpico’ eller ’Dog Day Afternoon’ i sin storhedstid i 1970’erne.
Det skadede nok heller ikke Jeff Bridges’ vinderchancer i 2009, at han som respekteret veteran endnu ikke havde vundet en Oscar, da han førte kampagne for den tilforladelige, men ret så forglemmelige ’Crazy Heart’, eller at Julianne Moore vandt prisen for bedste kvindelige hovedrolle sidste år for den endnu mere forglemmelige ’Still Alice’.
Overdue stærkere end comeback
Der er intet mystisk eller konspiratorisk ved, at Akademiet – samt alle de smagsdommere, der påvirker det gennem blogs, kampagner og lignende – folder overdue-narrativet ud i forbindelse med især skuespillerpræstationer. For det er meget oplagt at korrekse fortidens undladelsessynder ved at give elskede og højt respekterede skuespillere – filmfagets største og i sagens natur mest synlige stjerner – den ultimative hæder, der hidtil er undsluppet dem.
Comeback-narrativet er et stærkt kort at smide, javel, men overdue-narrativet er det mest almindelige, fordi de fleste dygtige skuespillere i sagens natur aldrig har vundet en Oscar, men temmelig mange af dem kan siges at have gjort sig fortjent til én (især med tanke på de mange ’døgnfluer’, der har vundet en Oscar gennem årene).
En næsten fast ledsager til overdue-fortællingerne er en ofte (men ikke eksklusivt) retrospektiv diskussion af rimeligheden ved at give en Oscar til en skuespiller, der ganske vist fortjener den, men måske ikke for netop den præstation han/hun rent faktisk får den for. Hvem kan med hånden på hjertet sige, at de foretrækker Al Pacinos eklatante overspil i den tandløse og manipulerende ’Scent of a Woman’ frem for den yngre Pacinos ikoniske glansroller?
Og hvem kan sige, at Paul Newmans Oscar for bedste hovedrolle i ’The Color of Money’ i 1986 ikke først og fremmest var et udtryk for, at filmindustrien så sit snit til at honorere en af dens mest ikoniske stjerner, før det var endegyldigt for sent? Ligesådan vil de fleste filmelskere ærgre sig over, at en af de bedste skuespillere – i denne eller nogen anden æra – Julianne Moore – vandt for et stavepladedidaktisk tredjerangsdrama frem for sine præstationer i film som ’Safe’, ’Boogie Nights’ eller ’Far From Heaven’.
Hvorfor gider Oscar ikke Eddie Murphy?
Men lad os vende tilbage til Leo og vurdere hans kommende Oscar i samme lys: For ganske nylig undsagde den mangeårige filmkritiker ved hæderkronede The New York Times, A.O. Scott, DiCaprios Oscartriumf for ’The Revenant’ på forhånd. For Scott var sigtet todelt: Han ærgrede sig på DiCaprios vegne, fordi han mener, at rollen i ’The Revenant’ knapt nok kan karakteriseres som skuespil i traditionel forstand, og fordi den ingenlunde viser DiCaprios rige register. Der er intet ’teknisk’ vanskeligt ved at spise rå bisonlever, fryse røven ud af bukserne eller kæmpe sig op et hul, mens man grynter.
Ergo: Leo får sin Oscar, fordi han er overdue, og fordi rollen vidner om en nærmest uset grad af dedikation: En dedikation, der vedrører præstationens udmarvende fysiske dimension og villighed til at gøre noget, ingen normal person har lyst til ( at lægge sig nøgen ind i bugen af en opskåret hestekrop…) frem for stor skuespilkunst.
Den anden ting, A.O. Scott peger på, er, at Oscar ofte lægger vægt på de ’forkerte’ ting, når de uddeler priser. Ikke bare giver man DiCaprio en Oscar for den ’forkerte’ rolle, man ser også stort på en type roller, der kræver væsentlig større skuespillermæssig timing og finesse, nemlig komediefaget. Scott spørger bevidst provokerende – men oprigtigt – hvorfor pokker dog ingen havde travlt med at pege på Eddie Murphy, dengang han leverede en tour-de-force i ’The Nutty Professor’? På samme måde kan man sige, at skuespillere som Sandra Bullock og Reese Witherspoon (for bare at nævne et par stykker) har vundet Oscars for dramatiske roller, selvom deres primære force er komedien.
De rigtige roller – på de rigtige tidspunkter
Nu skal Scotts syn på DiCaprios rolle ikke stå alene, og den britiske avisinstitution The Guardians hofanmelder, Peter Bradshaw, peger i en kommentar til årets BAFTA-priser på, at styrken ved DiCaprios præstation er, at han giver sig fuldstændig hen til karakterens allermest basalt dyriske impulser og viger bort fra en alt for ’nem’ udstilling af karakterens menneskelighed såsom en mere tydelig og direkte identificerbar udstilling af sorg og håbløshed.
Han bliver så at sige ét med de omgivelser, han er strandet i – en natur, der er ’tavs’ og nådesløs.
Det må samtidig bemærkes, at det sjældent skader for især mandlige skuespillere at spille en hovedrolle i en af de tunge favoritter til ’bedste film’, og sådan én er ’The Revenant’. Bare spørg Jean Dujardin, franskmanden, der vandt for Akademi-kæledæggen ’The Artist’ for fire sæsoner siden. Dujardins stumfilmpastiche-schtick er set med mine øjne ikke stort mere værd end mime-danse-rutinerne i Madonnas video til ’Vogue’. Som i DiCaprios tilfælde er det filmens samlede effekt, der er med til at ophøje hovedrollepræstationen til noget særligt.
Men Oscar giver, og Oscar tager: Leo opnåede i sin tid en meget tvivlsom nominering for sin dårligt ramte accent i den svage ’Blood Diamond’. Til gengæld havde det været helt på sin plads at belønne ham for ’The Wolf of Wall Street’. Hvilket aktiverer et helt nyt sæt problematikker, som vi for nærværende blot skal antyde: Havde DiCaprio vundet i år, hvis han allerede havde vundet for to år siden? Og mon ikke Cate Blanchett havde vundet for bedste kvindelige hovedrolle i år for ’Carol’, hvis hun ikke havde vundet for ganske nylig for ’Blue Jasmine’?
Blanchetts overdue-narrativ havde i så fald lignet et overmatch for unge Brie Larsons ellers meget fine præstation i den lille indiefilm ’Room’.
Oscarpriser – især til skuespillere – handler mere end noget andet om noget så uhåndgribeligt som timing. Det kan godt være, at sørgeligt afdøde Alan Rickman forklarede sin Oscarnomineringsløse karriere med bemærkningen om, at det ikke er egentlige skuespillerpræstationer, men de rigtige roller, der vinder Oscars.
Men de rigtige roller skal altså tilmed falde på de rigtige tidspunkter.
Vinderne af bedste mandlige hovedrolle siden 2000 – rangeret fra bedst til værst:
- Daniel Day-Lewis ’Lincoln’
- Philip Seymour Hoffman ’Capote’
- Sean Penn ’Milk’
- Forest Whitaker ’The Last King of Scotland’
- Jamie Foxx ’Ray’
- Daniel Day-Lewis ’There Will Be Blood’
- Matthew McConaughey ’Dallas Buyers Club’
- Colin Firth ’The Kings’ Speech’
- Denzel Washington ’Training Day’
- Adrien Brody ’The Pianist’
- Russell Crowe ’Gladiator’
- Jeff Bridges ’Crazy Heart’
- Eddie Redmayne ’The Theory of Everything’
- Jean Dujardin ’The Artist’
- Sean Penn ’Mystic River’
10 udskældte ’prestigenomineringer’ i samme kategori og periode:
Geoffrey Rush, ’Quills’
Sean Penn, ’I Am Sam’
Michael Caine, ’The Quiet American’
Jude Law, ’Cold Mountain’
Johnny Depp, ’Finding Neverland’
Clint Eastwood, ’Million Dollar Baby’
Will Smith, ’The Pursuit of Happyness’
Brad Pitt, ’The Curious Case of Benjamin Button’
Morgan Freeman, ’Invictus’
Eddie Redmayne, ’The Danish Girl’
Hold Oscar Night i Empire Bio med Soundvenue og forpremiere på ‘Room’ – læs mere og køb billet HER.
Læs hele vores Oscar-dækning HER.