Lauren Mayberry er en indadvendt sangerinde. Men sidste år beviste hun på Chvrches’ andet album, ‘Every Eye Open’, og i en karismatisk optræden med nummeret ‘Clearest Blue’ hos ‘The Late Late Show With James Cordon’, at hun rummer et funklende stjernepotentiale bag det sarte ydre.
Nu har de synthpopbegejstrede skotter delt en ny video til selv samme nummer, der atter understreger, hvor effektiv balancen imellem gruppens klubpotentiale og Mayberrys naive vokal og udstråling er. I videoen, der er instrueret af Warren Fu, bevæger Mayberry sig fra et eventyrligt, natligt, tågeindhyllet skovlandskab til en urban natklub, klædt i en rustningsprydet kjole.
Der er god grund til at glæde sig til at se Chvrches på årets Roskilde Festival, hvor vi har udpeget gruppen som et af programmets store scoops.