Det skal du streame i maj: Gangstere, vampyrer og den franske ’House of Cards’

Flere elskede serier vender tilbage, men også nye satsninger ser dagens lys på de danske streamingtjenester i denne måned.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘Marseille’, sæson 1

Tidligt i maj drømmer mange om varme kyster og solrige feriebyer, og har man ikke råd til flybilletten, kan man tage Netflix-billetten til den franske by Marseille.

Streaming-tjenestens første rendyrket europæiske storproduktion disker op med politisk magtspil, med lige så kyniske gerninger som i Washington – også selvom det modsat ’House of Cards’ kun handler om en borgmesterpost.

’Marseille’ deler åbenlyst DNA med Netflix’ succesfulde politikerserie. Det politiske drama i Marseille fokuserer dog mindre på én mands magtarrogance og i stedet på en rivalisering mellem to kombattanter. Den gamle borgmester gennem 20 år står pludselig over for sin tidligere protegé i en valgkamp og må dermed besejre det monster, han selv har skabt.

Frankrigs på alle måder største skuespiller Gérard Depardieu samt ’La Haine’ og ’Pianisten’-skuespilleren Benoît Magimel spiller de to rivaler.

Kan ses på Netflix fra i dag.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ‘Peaky Blinders’, sæson 3

Selvom The Shelby Boys lyder som en 60’er-sanggruppe med anderumpe og fløjlsbløde stemmer, så er det faktisk en britisk gangsterfamilie anno 1910’erne. Med Cillian Murphy i rollen som bossen Tommy Shelby har vi fulgt gruppen gennem to sæsoner i ’Peaky Blinders’, og nu er tredje sæson endelig på vej efter halvandet års ventetid.

Shelby-banden prøver at skabe sit imperium efter Første Verdenskrigs rædsler, mens de med barberblade gemt i hattene truer Birminghams ro og orden. Som deres kriminelle levevej og organisation har vokset sig større gennem sæsonerne skulle et internationalt perspektiv efter sigende udfolde sig i den nye sæson, hvor også Tom Hardy returnerer i rollen som den jødiske bagerpsykopat Alfie Solomons.

’Peaky Blinders’ leverer et velskrevent og stemningsfuldt univers med Nick Cave, PJ Harvey og Artic Monkeys på lydsiden. Der går rygter om, at David Bowie, som elskede serien, nåede at indspille original musik til sæson 3 inden sin død, hvilket blot er kirsebærret på toppen af vores forventninger.

Kan ses på CMore nu.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘Penny Dreadful’, sæson 3

Sexy, gory, literary. Showtimes ’Penny Dreadful’ har samlet den britiske litteraturhistories magiske kendinge som Frankenstein, Van Helsing, Dorian Gray og Dracula i et blodigt og uhyggeligt univers: Sindssygt velproduceret, hamrende smuk og fornemt tidsfordriv.

I 1800-tallets London møder vi Eva Greens Vanessa Ives, der i tredje sæson er tynget af onde dæmoner, der kan være til fare for dem omkring hende. Seriens andre karakterer er blevet spredt fra hinanden for at forfølge deres skæbne, heriblandt Josh Hartnetts cowboy Ethan, der er endt i USA, hvor han skal hænges for sine kriminelle gerninger.

Internationale anmeldere påpeger, at den ellers risikable splitning af gruppen har udvidet seriens univers på givtig vis, så når tredje sæson rammer HBO, er det forhåbentligt med nyt liv og en fortsat høj underholdningsværdi.

Kan ses på HBO Nordic nu.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘Preacher’, sæson 1

Inkarnerede tegneseriefans og makkerparret Seth Rogen/Evan Goldberg står snart ansigt til ansigt med serien ’Preacher’ om en desillusioneret præst, der sammen med sin ekskæreste og en vampyr tager ud for at finde Gud, bogstaveligt talt.

’Preacher’ er baseret på et knuselsket tegneserieunivers, og hvordan Rogen og Goldberg har overført det til tv-skærmen bliver særdeles interessant at se. Præsten Jesse Custer bliver spillet af Dominic Cooper (’Mamma Mia!’), der følges med Ruth Negga (’World War Z’) og Joe Gilgun (’This Is England’) i jagten på vorherre i den texanske hede.

Med ovenstående line-up og Sam Caitlin som hovedforfatter, en af de ansvarlige for ’Breaking Bad’, ser vi frem til overnaturlige kræfter og farlige voldseskapader i bibelbæltet.

Kan ses på Viaplay fra 23. maj.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’Halvbroderen’

Den norske forfatter Lars Saabye Christensens hovedværk ’Halvbroderen’ har modtaget så stor hæder og ære siden dens udgivelse i 2001, at en filmatisering syntes oplagt. NRK tog opgaven på sig i 2013, men skiftede film ud med tv, og det er der kommet en meget vellykket serie ud af.

De otte afsnit à 50 min. følger en norsk familie gennem fem generationer med rod i splittelsen efter Anden Verdenskrig. Barnum og hans halvbror Fred vokser op i Oslo i et hjem styret af tre generationer af kvinder. Fred, der var resultat af en brutal voldtægt under selvsamme nat, som besættelsen ophørte, forsvinder i 60’erne, og mysteriet om den forsvundne bror strækker sig helt frem til 90’erne.

Billedsiden er betagende, danske Kristian Eidnes’ musik er smuk, skuespillet stærkt og mysteriet interessant. ’Halvbroderen’ blev ufortjent overset, da den kørte på dansk tv, men er afgjort en anbefaling værd.

Kan ses på Viaplay.

Chelsea
6. ‘Chelsea’, sæson 1

I januar havde komiker Chelsea Handler premiere på sin dokumentarserie ’Chelsea Does’ på Netflix. Her dykkede hun i fire afsnit ned i koncepter, hun ikke forstod, med sin helt egen bramfrie, umiddelbare og humoristiske tilgang.

Der er ikke langt fra ’Chelsea Does’ til ’Chelsea’, hendes nye talkshow, hvor hun igen vil undersøge verdens mange skæve eksistenser og emner både gennem rejser og besøg fra gæster i studiet. ’Chelsea Does’-serien – og et par stand-up shows – var nemlig kun første del af en historisk aftale med Netflix. ’Chelsea’ bliver streamingtjenestens første talkshow, og der kommer tre afsnit ugentligt – onsdag, torsdag og fredag.

Det bliver interessant at se, hvordan talkshow-formatet vil fungere på Netflix, og om samarbejdet med Chelsea Handler, der har syv års talkshow-erfaring fra E!-programmet ’Chelsea Lately’, fortsætter med at være lukrativt.

Kan ses på Netflix fra 11. maj.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ‘Roots’, sæson 1

Flere filmskabere er i gang med at nuancere afroamerikanernes historie og sætte slaveriet til debat i en tid, hvor sorte stadig har svært ved at nå Oscar-nomineringer, og Hollywood whitewasher sine karakterer i ét væk. Tænk bare på Steve McQueens ’12 Years a Slave’ og den Sundance-vindende ’Birth of a Nation’ – som vi stadig har til gode – der bogstavelig talt skrev filmhistorien om.

History Channels nye miniserie ’Roots’, et remake af serieklassikeren fra 1976, passer som fod i hose til den trend. Remaket fokuserer ligesom sit ophav på en fortælling om slaveri gennem flere generationer, begyndende med den unge Kunta Kintes pludselige afrejse fra Gambia til USA.

Serien fra 1976 blev et samlingspunkt for det amerikanske folk med en af de højeste ratings på en seriefinale nogensinde, og mon ikke fortællingens fortsatte relevans og stjerner som Forest Whitaker, Laurence Fishburne, Anna Paquin og Jonathan Meyers kan lokke folk til denne gang også.

Kan ses på HBO Nordic fra 31. maj.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ‘All the Way’

1963 var indlysende et skæbneår for USA’s præsident John F. Kennedy, men også for hans vicepræsident Lyndon B. Johnson, der skulle overtage pladsen efter en afholdt præsidents pludselige død i et politisk turbulent klima.

Lyndon B. Johnsons første år som præsident er omdrejningspunktet for HBO-filmen ’All the Way’, hvor Bryan Cranston træder i karakter som Johnson med first lady Lady Bird Johnson (Melissa Leo) ved sin side, mens Martin Luther King (Anthony Mackie) og partiet presser ham.

’All the Way’ er instrueret af Jay Roach, der også ledte Bryan Cranston til en Oscar-nominering med filmen ’Trumbo’, og rollen som LBJ har Cranston allerede mestret på de skrå brædder på Broadway. Mon ikke hans forkærlighed for det kyniske a la Walter White vil skinne igennem i det præsidentelle portræt?

Kan ses på HBO Nordic fra 22. maj.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ‘Lady Dynamite’, sæson 1

»A women who loses – and then finds – her shit«. Sådan beskriver Netflix deres nyeste komedieserie, en mockumentary om komikeren Maria Bamfords gængse hverdagsliv og bizarre oplevelser.

Bamford er en erfaren komedienne, der har lagt stemme til blandt andet ’Adventure Time’ og ’Bojack Horseman’, haft sin egen comedy-special på Netflix og medvirket i genoplivningen af ’Arrested Development’. Hun er gået sammen med skaberen af sidstnævnte, Mitch Hurwits, på sin nye serie ’Lady Dynamite’.

I sine standupshows har Bamford talt ærligt om sin familie, depression og angst, men ’Lady Dynamite’ synes nu at være mere opløftende.

Kan ses på Netflix fra 20. maj.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ‘Bloodline’, sæson 2

»Potentialet er der. Nu skal det bare indfries«.

Sådan skrev vores anmelder for lidt over et år siden efter de første par afsnit af ’Bloodline’, Netflix’ familiedrama spækket med ildevarslende stemning og velspillede karakterer.

Første sæson hævede sig måske ikke meget over det middelmådige, men anden sæson kommer måske efter det. Familiehemmelighederne spøger stadig blandt søskendeflokken, og måske bliver det den øjensynligt mere mørke, bedrøvede og krimifikserede sæson, der får fuldbragt potentialet.

Kan ses på Netflix fra 27. maj.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af